Niende Sang
Helvedstaden.
Helvedstaden.
Hiin blege Lød, som farvede mig Svage,
Dengang paa Flugt sig gav den ædle Sanger,
Drev fra hans Kinder Blegheden tilbage.
Han stille stod, som En, der Lyden fanger,
Thi ikke langt man kunde see med Øie,
Saa sort var Luften der og taagesvanger.
Han mæled: "Ogsaa vi skal Fienden bøie,
O, hvor jeg længes efter ham, den Høie!"
Jeg saae, hvordan han Talens Indgang vidste
At dække til med det, som fulgte efter,
Thi heel forskielligt var fra den det Sidste.
Men dog gav det min Angest nye Kræfter,
Thi værre Mening af hans brudte Tale
Jeg drog, end der maaskee ved Ordet hefter.
Siig mig, om nogensinde Skygger dale
Fra Kredsen, hvor man længes uden Ende,
Herned i disse Sorgens dybe Sale?
Saa spurgte jeg, og han: "Kun sjelden hænde
Det kan, at Aander af vor Skare drage
Ned ad den Vei, jeg lærer dig at kiende.
Een Gang jeg var her selv i fordums Dage;
I døde Legemer Skyggerne tilbage.
Knap var mit Kiød berøvet Siælens Vinge,
For over denne Muur hun lod mig stige,
For op af Judas’ Kreds en Aand at bringe.
Der er det dybeste, bælmørke Rige,
Længst fra det Hvalv, hvis Kræfter. Alting lede,
Jeg kiender Veien, lad din Frygt kun vige!
Hiin Sump, der aander ud sin Stank hernede,
Fra hver en Kant Sorgstaden slutter inde,
Som kun vi skulle naae med Strid og Vrede."
Hvad meer han mæled, jeg har ei i Minde,
Thi ufravendt mig mine Øine bare
Op mod det høie Taarns glødrøde Tinde,
Hvor trende Helvedfurier, lynsnare,
Med Blod bestænkte, i et Nu fremstode.
I Krop og Lader de som Kvinder vare,
Lysgrønne Slanger sig omkring dem snoede,
Og over Panden og det fæle Øie
Øgler og Hugorme som Lokker groede.
Han vidste, de var Terner hos den høie
Dronning for evig Graad: "Min Søn!" han mæler,
"Betragt de rædsomme Erinnyer nøie.
Megæra er det, som tilvenstre dvæler,
Alekto græder hist, og deres Søster
Tisiphone imellem dem sig fiæler."
Med Neglene de flænged deres Bryster,
De slog sig selv, og løfted Skrig saa vilde,
At angest jeg mig klynged til min Trøster.
"Medusa! kom, saa skal i Steen vi hilde
Hans Lemmer!" skreg de, ned imod os bukket:
"Vend dig nu om og hold dit Øie lukket!
Thi hvis Gorgonen kun et Blik dig sender,
Da er alt Haab om hiem at vende slukket."
Saa taler Digteren og om mig vender,
Og som paa mig han ikke lide kunde,
Mit Ansigt dækker han med egne Hænder.
O alle I, hvis Siæle ere sunde!
Vogt paa den Lærdom vel, som dybt sig dølger
Bag Versets sære Slør, paa Sangens Bunde.
Og allerede paa de sorte Bølger
Der nærmer sig en rædsom Larm og Brusen,
Hvormed fra Kyst til Kyst en Skiælven følger.
Det lyder som en vældig Stormvinds Susen,
Naar, kæmpende mod Luftens Glød, den drager
Ustandset over Skoven hen med Knusen,
Saa Blomsten hvirvles bort og Grenen brager;
Stolt gaaer den i en Støvsky over Slette,
Og Kvæg og Hyrder foran sig den jager.
Mit Øie løste han: "Nu skal du rette
Synsnerven," sagde Skialden, "bort fra Landet,
Mod Skummet hist, hvor Taagerne er tætte."
Som Frøerne, der sprede sig i Vandet,
Forfulgte af en Snog, indtil de fiæle
Sig hver og en tilsammen langsmed Sandet:
Saae jeg vel tusinde fortabte Siæle
Flye foran En, som over Styx, den øde,
Med tørre Fødder gik, mens der vi dvæle.
Tidt løftede han Haanden for at støde
Den tykke Taage bort foran sit Øie,
Og træt han syntes kun af denne Møde.
Vel saae jeg, han var skikket fra det Høie,
Og Mesteren gav mig Tegn, at taus dernede
Jeg skulde staae, og dybt mig for ham bøie.
Hvor syntes han mig fuld af ædel Vrede!
Han kom til Porten, med en Stav den rørte,
Og op sprang uden Modstand Bolt og Kiæde.
"I Himlens Udskud! usle Folk!" jeg hørte
Paa Tærsklen til det rædselsfulde Kammer
Hans Røst: "hvordan blev I til Trods forførte?
"Hvi stamper I mod Villien, den som rammer
"Ustandselig sit Maal til alle Tide,
"Og meer end een Gang øged Eders Jammer?
"Hvad hielper det, at I mod Skiebnen stride?
"Tænk blot paa Cerberus, hvis Svælg og Hage
"Er skaldet end af det, han maatte lide!"
Med disse Ord gik Engelen tilbage
Forbi os, taus, henad de skidne Vande,
Liig En, hvem andre Sorger mægtigt drage,
End Omhu blot for dem, der hos ham stande.
Os gav hans Ord, det hellige, et Leide,
Og Foden vendte vi mod Dybets Lande.
Ind kom vi nu foruden nogen Feide,
Og jeg, som havde Lyst at vide nøie,
Hvad Borgen giemte, flux tog paa at speide
Derindenfor, og kasted rundt mit Øie.
Og ved hver Haand jeg skued store Heder,
Med Piinsler opfyldt og med Veeraab høie.
Og hist ved Polas Strand, hvor Bugten væder
Italiens Kyst og om dets Grændse freder,
Gravhøi ved Gravhøi op af Sletten træder:
Saa ligerviis paa Marken her, den øde,
Kun var der mere bedsk paa disse Steder.
Blandt Høiene der brændte Flammer røde,
Og Ilden heded Jorden op saalunde,
At ingen Konst faaer Jern til meer at gløde.
Hver Gravsteen løftet var, saa grant jeg kunde
Fornemme Lyd af smertelige Klager,
Som fra Elendiges og Piintes Munde.
Hvo er det Folk, tilorde nu jeg tager,
Som hviler her bag disse Graves Buer,
Og slige sorrigfulde Sukke drager?
Og han: "Her stande Kiætterne i Luer,
Hver med sin Sekt og sine Følgesvende;
Meer end du troer, er fulde disse Tuer.
Lige hos Lige fiæler sig derhenne,
Og deres Grave meer og mindre flamme."
Derpaa til høire Side vi os vende,
Imellem Piinslerne og Murens Kamme.