Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Trettende Sang

Solen; fortsættelse. Om Salomo.

Tænk Eder, I, som ville ret Jer klare¹

Hvad nu jeg saae (og lad imens Jert Minde

Fast som en Klippe Billedet bevare),

De femten Stierner, som paa Himlen skinne

Med slig en Klarhed fra forskiellige Sider,

At alle Taager maae for dem forsvinde;

Tænk Jer den Vogn, som paa vor Himmel glider²

Ved Dag og Nat, som ingen Træthed kiender,

Men dreier Stangen og bestandig skrider;

Tænk Jer den Munding, hvormed Hornet ender,³

Som synes paa hiin Axes Top at stande,

Hvorom det første Himmelhiul sig vender;

Tænk Jer, at alle disse Stierner danne

To Himmeltegn, liig det, der kom tilskue,⁴

Da Minos’ Datter blegnede ved Strande;

Tænk Jer det ene i det andet lue,

Imens de begge dreie sig, det lille

Fulgt af det større, rundt paa Himlens Bue:

Og dog kun som et Skyggerids I ville

See af det sande Stiernetegn og Dandsen,

Der svang sig om det Sted, hvor jeg stod stille.

Thi saa langt vige maa for Dobbeltkrandsen

Hvert jordisk Syn, som Chianas Løb maa vige⁵

For Himlens Flugt, der dreies uden Standsen.⁶

Ei Bacchus lød, ei Pæan i hiint Rige;

Men tre Personers Priis i Een der hørtes,

Hans Lov, som Gud og Menneske var tillige.

Fuldendt blev Sang og Dands, og atter rørtes

De hellige Lys mod os i salig Glæde,

Fordi fra Hverv til Hverv igien de førtes.

Tausheden i de fromme Væsners Kiæde

Brød nu det Lys, der havde først behaget⁷

Guds fattige Tieners Lov for mig at kvæde,

Og sagde: „Naar eet Neeg er færdig slaget⁸

„Og Kornet giemt, til Tærskning af det andet

„Jeg føler mig af Kiærlighed hendraget.

„Du troer, at i hiint Bryst, hvis Ribbeen danned

„Den fagre Kind og Ganen, der med Tiden

„Saa kostbar blev for Verden og forbandet;

„Og udi det, som baade før og siden⁹

„Har Fyldest giort med Blodet af sin Vunde

„Og al vor Synd opveiet ved sin Liden:

„Var af den Kraft, hvorfra de begge runde,

„Indgydt saameget Lys, som nogensinde

„Den jordiske Natur modtage kunde;

„Og derfor maa vel underligt du finde

„Mit Ord, at aldrig Mage saaes paa Jorde

„Til ham, der i det femte Lys er inde.

„Luk Øiet op, jeg tage vil tilorde,

„Og du skal see din Tro med Talen mødes

„I Sandheds Midtpunkt og forenet vorde.

„Alt hvad der døer, og hvad der ei kan dødes,¹⁰

„Er kun en Glands af den Idee, som røres

„I Gud og af Alkiærligheden fødes.

„„Thi dette Lys, der, skiøndt det udad føres,¹¹

„Ei skilles fra sit Lysvæld og den rige

„Kiærlighed, som i dem trefoldiggiøres,

„Mildt lader sine Straalers Glands nedstige¹²

„Og speile sig i ni Substantser klare,

„Men bliver eet evindelig tillige.

„Derfra til Muligheders sidste Skare¹³

„Gaaer Glandsen ned, til skabende den evner

„Kun de tilfældige Ting at aabenbare.

„Og hvad jeg her Tilfældigheder nævner,¹⁴

„Er det, som bliver skabt af Himlens Sphære,

„Med eller uden Sæd, naar rundt den stævner.

„Men baade Stoffet og dets Fører ere¹⁵

„Af ulig Art, thi kan Ideens Flamme

„I disse Ting ei lige synlig være;

„Og derfor bære Træer af een Stamme

„Ulige Frugter, gode eller slette,

„Og Aanden er ved Fødslen ei den samme.

„Var Stoffets Vox bestandigen det rette,

„Og Himlen i sin hele Kraft, da vilde

„Den Seglets fulde Lys paa Alting sætte.

„Dog ufuldkomment er Naturens Snille,¹⁶

„Den ligner Manden, som et Kunstværk bygger,

„Og øvet er, men Haanden ryster ilde.

„Hvor Kiærlighed bereder og aftrykker¹⁷

„Urkraftens Syn, der ikkun vorder baade

„Fuldkomment Alt, og heelt og uden Skygger.

„Værdig blev Jorden kun paa denne Maade

„Til dyrisk Fuldendthed, og kun saalunde¹⁸

„Blev Jomfruen velsignet af Guds Naade.

„Derfor maa jeg din Mening Bifald unde,

„At som Naturen var i hine Tvende,¹⁹

„Den ei i nogen Anden være kunde.

„Hvis nu jeg standsed og gav Talen Ende,

„Begyndte dine Ord vel saadan atter:

„Hvor kan da uden Lige kaldes Denne?

„Men at du klart maa see, hvad ei du fatter,

„Tænk, hvo han var og Grunden til hans Bønner,²⁰

„Dengang det lød: forlang, hvad meest du skatter!

„Ei har jeg saadan talt, at du jo skiønner,

„Han var en Drot, der bad om Kløgt paa Thinge,

„For ret at være Drot, som det sig lønner;

„Ei for at tælle dem, der Himlen svinge,²¹

„Og vide, om Nødvendigt, som forbindes

„Med Muligt, kan Nødvendighed frembringe;

„Om nogen Urbevægelse der findes,

„Om i en Halvkreds man en Trekant drage

„Kan, uden at den rette Vinkel vindes.

„Vil mine Ord du nu tilsammen tage,

„Er Kongekløgt det Maal, hvortil jeg sender

„Min Menings Piil, hiint „Syn" foruden Mage.

„Og naar mod „hæved sig" du Blikket vender,

„Seer du, jeg mener Kongerne alene,

„Iblandt hvis Flok faa gode kun man kiender.

„Den Skielning skal du med mit Ord forene,

„Da vil det godt bestaae med hvad du tænker

„Om Stammefaderen og vor Fryd, den rene.²²

„Lad dette være dig om Foden Lænker,

„Saa du gaaer langsomt fremad, liig den Trætte,

„Og ei dit Ja og Nei iblinde skienker.

„Heelt nederlig blandt Taaber staaer medrette

„Den, som foruden Skielning Dommen fælder,

„Og siger Ja og Nei til Hiint og Dette.

„Thi mangen Gang en hurtig Mening helder

„Først til den falske Kant, og let da siden

„Tilbøielighed Fornuften overvælder.

„Hvo efter Sandhed fisker uden Viden,

„Vil ikke blot fra Land forgieves fare,

„Nei, han vil komme værre hiem med Tiden.

„Herpaa kan tiene som Beviser klare

„Parmenides, Bryson, Meliss og Mange,²³

„Der gik og ikke vidste, hvor de vare.

„Saa skued man Sabell, Arius gange,²⁴

„Samt hine Taaber, der for Skriftens Lære

„Var Sværd, som giorde rette Træk til vrange.²⁵

„Og end skal Folket ei for sikkert være²⁶

„Udi sin Dom, liig Manden, som iblinde

„Værdsætter Korn, hvis Ax ei modne ere.

„Thi jeg har seet en Tiørn for Slud og Vinde

„Den hele Vinter vild og nøgen stande,

„Og siden bære Roser paa sin Tinde;

„Og jeg har seet et Skib ad Havets Vande

„Fremglide stolt og rask mod Maalet stunde,

„Men dog tilsidst ved Havnens Indgang strande.

„Fordi en Martin eller Berta kunne

„See, at Een raner og en Anden giver,

„See de ei derfor i Guds Raad til Bunde;

„Tidt stiger Hiin og Denne styrtet bliver.

For at give Læserne en Forestilling om de 24 salige Aanders Dobbeltkrands, siger Dante, at man maa tænke sig 24 af Firmamentets Stierner, nemlig de 15 største af alle Stiernerne (V. 4—6), de 7 Stierner i Karlsvognen (V. 7—9) og de 2 nederste Stierner i den lille Biørn (V. 10—12), forenede i to concentriske Kredse, der dreie sig rundt, den ene indeni den anden (V. 13—18); og man vil dog kun faae et svagt Billede af de lysende Aandekredse, der svang sig om ham.

Karlsvognen siges at glide bestandig, ved Dag og Nat, paa vor Himmel, fordi den for os ikke gaaer ned, men bestandig dreier sig med sin Stang om Nordpolen.

Den lille Biørn sammenlignes med et Horn, hvis Munding dannes af 2 Stierner, medens Spidsen synes at staae paa hiin Axes Top ɔ: Polen, hvorom det første Himmelhiul, primum mobile, dreier sig.

To Himmeltegn o. s. v. to Krandse, liig Ariadnes Krone, hvilket Stiernebillede efter Sagnet opstod, da Bacchus tog Minos’ forladte Datter tilegte, og fæstede hendes Krands paa Himlen.

Chiana, en langsomt rindende Flod i Toscana.

Ikke Bacchus eller Apollo pristes der, men Treenigheden og den guddommelige og menneskelige Naturs Forening i Christus, de to Mysterier, hvis Beskuelse, som det af sidste Sang vil sees, ogsaa for Dante er Salighedens Høidepunkt.

Det Lys: Thomas Aquinas.

Eet Neeg: Dantes ene Tvivl (jvf. X. 96 og XI. 25) er nu klaret. Det andet Neeg, der skal tærskes, er Dantes anden Tvivl (jvf. X. 114 og XI. 26). Han troer, at baade Adam før Syndefaldet (V. 37—39) og siden Christus (V. 40—42) begge vare begavede med saamegen Fuldkommenhed, som den menneskelige Natur kan modtage, og han kan derfor ikke forstaae, hvorledes det (X. 114) kunde hedde om Salomo (ham, der o. s. v. V. 48), at hans Viisdom var uden Mage.

Før og siden: Christus giorde ved sin Død Fyldest baade for dem, der havde levet før ham, og for dem, der levede siden.

10.

Alle de skabte Ting, saavel de forgængelige, som de evige, ere Udstraalinger af Ideen, der er tilstede i Gud, og Skabningen er et Produkt af Guds Kiærlighed. Maaskee falder Ideen her sammen med selve det guddommelige Ord (λόγος). Jvf. X. 1 Anm.

11.

Dette Lys, Ordet, Gud Sønnen, der, skiøndt det udstraaler fra Faderen, dog er Eet med sit Lysvæld, med ham, og med Kiærligheden, Gud den hellige Aand. Kiærligheden (Aanden) trefoldiggiøres ved at være Eet med de to andre Personer og selv Person.

12.

Talen er her fornemmelig om Frembringelsen af de evige Ting, hvilken D. paa platonisk Viis skildrer som en umiddelbar Udstraalen af det guddommelige Lys ( Tanken, Ordet). Thomas Aquinas lærer, at Gud skaber, idet han tænker sit Væsen som meddeleligt i forskiellige Grader. De ni Substantser ɔ: ni Englechor.

13.

Derfra ɔ: fra de ni Substantser, fra Formens nødvendige, uforgængelige Rige, stiger Skaberlyset ned til de sidste Muligheders Skare, til Materien, det modtagelige Stof, der vel i sig selv indeholder Muligheden, men først ved andre Kræfter, navnlig ved Stiernernes Indflydelse faaer Virkelighed og Udvikling, og frembringer tilsidst kun kortvarige, tilfældige Ting (jvfr. II. 112 Anm., VII. 122—41 Anm., ogsaa XXIX. 22 flg. o. fl. St.).

14.

Det, som bliver skabt o. s. v. Elementarverdenens Frembringelser, hvor den mangfoldige Blanding af Form og Stof, og dermed Tingenes forskiellige Eiendommelighed bevirkes ved Himlens Omdreining og Stiernernes Indflydelse. Jvf. saaledes om Planternes Frembringelse: Skærsilden, XXVIII. 69 og 109 flg.

15.

Som før bemærket, ere Elementarverdenens Frembringelser, de tilfældige Ting, ikke umiddelbart skabte af Gud, men Produkter af sekundære Kræfter, af det allerede skabte Stof og den ligeledes skabte Form, Stoffets Fører. Det er derfor ogsaa eiendommeligt for de tilfældige Ting i Modsætning til de evige, at det enkelte Individ ikke omfatter hele Artens Mulighed, men at denne kun realiseres deelviis, meer eller mindre, igiennem en Mængde Individer, der frembringes og forgaae. Fuldkomment i sin Art, eller svarende til den rene guddommelige Idee, er kun det Individ, ved hvis Frembringelse Skaberen selv umiddelbart bereder Stoffet og aftrykker Formen (V. 79—81); men en saadan umiddelbar Skabelse af et Menneske har kun to Gange fundet Sted, først med Adam og Eva, siden med Christus (V. 82—84).

16.

Ved Naturen forstaaes her Indbegrebet af de underordnede Dannelseskræfter, især Stiernernes Indflydelse.

17.

Som før paa flere Steder, antydes her de tre guddommelige Personers Virksomhed ved Skabelsen, idet Kiærligheden er Aanden, Urkraften Faderen, og hans Syn eller skuende Tanke: Sønnen.

18.

Ved Jordens dyriske Fuldendthed forstaaes Guds Værk paa den siette Dag, navnlig Menneskets Skabelse; thi Jordens Dyr ere det meest fuldendte Produkt af Dyreriget, og Mennesket igien det øverste af dem.

19.

Hine Tvende: Adam og Christus.

20.

Herren aabenbarede sig for Salomo i en Drøm og sagde: „Begier hvad jeg skal give dig;“ og denne svarede: „Giv din Tiener et forstandigt Hierte til at dømme dit Folk.“ Da sagde Herren: „Efterdi du har begiert denne Ting, saa haver jeg giort efter dit Ord; og see, jeg haver givet dig et viist og forstandigt Hierte, at der ikke haver været Nogen som du før dig, ei heller skal opstaae efter dig Nogen som du“ (1 Kong. III.). Af Sammenhengen er det tydeligt, at der i Bibelstedet, paa hvilket Thomas Aquinas grundede sit tidligere Udsagn om Salomo (X. 114) kun er Tale om hans Viisdom som Regent og hans Fortrin for alle øvrige Konger, ikke for hele Menneskeslægten. Dette, mener den hellige Thomas (V. 106) ligger ogsaa i det Udtryk: „hæved sig,“ som han paa det anførte Sted har brugt.

21.

Salomo bad om Viisdom til at regiere, ikke til at løse saadanne, paa Dantes Tid gængse, speculative Spørgsmaal, som: hvormange Intelligentser eller Himmelbevægere der gives; om der af to Præmisser, af hvilke den ene indeholder en nødvendig, den anden en mulig Sætning, kan drages en nødvendig Slutning, o. s. v.

22.

Vor Fryd: Christus.

23.

Parmenides og Melissos, to Philosopher af den eleatiske Skole, hvis Meninger og Beviisførelse Aristoteles forkaster. Bryson, en Mathematiker, der troede at have fundet Cirkelens Qvadratur. Ogsaa hans Beviis dadles af Aristoteles som sophistisk.

24.

Sabellius og Arius, de to bekiendte Kiættere i det 3die og 4de Aarhundrede, af hvilke den første benegtede Tilstedeværelsen af tre Personer i Guddommen, den anden Guds Søns Liighed med Faderen.

25.

De falske Lærere sammenlignes med Sværde, enten fordi Skriften lemlæstedes af dem, eller fordreiedes som et Ansigt, der speiler sig i et huulslebet Sværd.

26.

Efterat den h. Thomas har advaret imod saadanne falske Slutninger, som grunde sig paa en overfladisk og feilagtig Distinction, formaner han tilsidst til overhovedet at vogte sig for overilede Domme, navnlig om Andres Frelse og Fordømmelse. En daarlig Begyndelse kan ofte faae en god Udgang (V. 133—35), eller omvendt (136—38). Derfor skal ikke enhver Peer eller Poul (en Martin eller Berta) give sig af med at domme om sine Medmenneskers Skiebne efter Døden.

Dante Alighieri: Dante Alighieris Guddommelige Komedie. Paradiset, oversat af Chr. K. F. Molbech, I den Gyldendalske Boghandling, Kbh., 1862, s. 105–113.

»Ni og tyvende Sang«

Dante Alighieris Guddommelige Komedie (1851)