Tolvte Sang
Solen, fortsættelse. Om den hellige Dominicus.
Solen, fortsættelse. Om den hellige Dominicus.
Knap havde Talen endt den salige Flamme,
Før atter i en Kreds paa Himmelvangen
Og inden den endnu heelt rundt var gangen,
Saae jeg en anden Krands om den sig svinge
Og stemme Trin med Trin og Sang med Sangen
I Toner, der fra disse Fløiter klinge
Saa sødt, at Musers og Sireners Skare,
Som Lyset selv sit Gienskin, de betvinge.
Retsom to Buer giennem Skyer klare
Med lige Løb og lige Farver tindre,
(Idet den større fødes af den mindre,
Liig hendes Stemme, der svandt hen med Klage,
Som Dugg for Elskovs Sol i hendes Indre)
Og glæde Folkene, der Varsel tage
Om det, som Noahs Pagt med Gud forjetted,
At ingen Syndflod over Jord skal drage:
Saa ligerviis de evige Roser fletted
En dobbelt Ring om os, og Yderkrandsen
Saadan sig efter Inderkrandsen retted.
Saasnart den store Høitid nu, med Dandsen
Og Sangen og den frydefulde Flammen
Af Lys ved Lys, der kappedes i Glandsen,
Een Villie lød og standsede sin Gammen
Som Øinene, af samme Tanke førte,
Til een Tid aabne sig og lukkes sammen:
Saa jeg, liig Naalen, der sin Stierne lyder,
Mig dreied did og denne Tale hørte:
„Den Kiærlighed, der giør mig skiøn, indgyder
„Mig Lyst til om hiin Fører dig at lære,
„For hvis Skyld min blev priist for sine Dyder.
„Hvor Een af dem er, bør den Anden være,
„Thi som de kæmped til eet Maal paa Jorden,
„Saa skal tilsammen lyse deres Ære.
„Sit Banner fulgte, men til liden Baade,
„I ringe Tal, langsomt og uden Orden,
„Det bange Krigsfolk hialp og rakte Haanden,
„Ei for dets Værdskyld, men af idel Naade,
„Og kom sin Brud, som sagt, til Hiælp i Vaanden
„I det veivilde Folk gienvakte Aanden.
„Der, hvor den milde Zephyr af sin Dvale
„Sig reiser først i Vaar, for at fremtrylle
„Det unge Løv, som skal Europa svale;
„Ei langt fra Stedet, hvor de Bølger skylle,
„Der til en Tid for hvert et jordisk Øie
„Solvognen paa dens lange Vei tilhylle:
„Der ligger Callaroga trygt bag Høie,
„Beskiærmet af det Skiold, hvori man finder
„Een Løve stande høit og een sig bøie.
„Den christne Troes nidkiære Ridder stammed,
„Mod Venner blid, men grum mod sine Fiender;
„Og neppe var han skabt, saa giennemflammed
„Slig Livsens Kraft hans Aand, at selv hans Moder
„Af den Ufødte Seerblik annammed.
„Da mellem Troen og den spæde Broder
„Hiin Pagt var sluttet ved den hellige Kilde,
„Blev hun, der havde svaret for den Lille,
„I Drømme vaer den sieldne Frugt, som siden
„Han og hans Arvinger frembringe vilde;
„Og for at tyde hvad han blev med Tiden,
„Af Den, hvem alt han hørte til som liden.
„Dominicus han kaldtes, og betragte
„Vil jeg ham som den Agerdyrker, Christus
„Til Bistand i sin Urtegaard opvakte.
„Vel tyktes han et Sendebud for Christus,
„Hvis første Kiærlighed blev seet at rette
„Hans Amme fandt ham ofte paa den slette
„Jord ligge vaagen, taus, som for at sige:
„Her er min Plads, jeg kommen er for dette!
„O du hans Moder, visselig Johanna,
„Hvis Navnet tydes ret, du Naaderige!
„Liig Ostias Biskop og Thaddeus plage,
„Nei for hiin Mannas Skyld, som er den sande,
„Vandt han sig snart slig lærdom uden Mage,
„At han den Viingaard hegned ind, som lider
„Naar Vogteren er slet, og visner fage.
„Meer god mod Fattige (dog ei dens Lyde
„Det er, men hans, der nu paa Stolen sidder),
„Ei om Dispens til To for Sex at yde,
„Ei om det første ledigblevne Sæde,
„Ei om Guds Fattiges Tiender at nyde,
„Nei, kun om Frihed til i Kamp at træde
„Mod den vildfarne Jord, til Værn for Stammen,
„Hvis fiirogtyve Skud dig her omkiæde.
„Med Villiekraft og Lærdom nu, tilsammen
„Med en Apostels Kald, han aldrig trættet
„Fremtrængte som en Strøm fra Klippekammen;
„Og imod Kiettertiørnene han retted
„Meest levende sit Angreb der i Landet,
„Hvor de sig meest til Modstand sammenfletted.
„Af denne Flod sig andre Bække danned,
„Der giennem den katholske Have strømme,
„Saa den staaer grøn, som Buskene ved Vandet.
„Nu kan du Vognens ene Hiul bedømme,
„Hvorfra den hellige Kirke sig forsvared
„Og holdt ved Kamp sin Borgerkrig i Tømme;
„Maa hiint, hvorom Sanct Thomas tog tilorde,
„Sin Godhed alt dig have aabenbaret.
„Men Sporet, som Hiultinden hist paa Jorde
„Sig efterlod, er nu forladt af Mange,
„Saa Skimmel groer, hvor Viinsteen findes burde.
„Hans Lærlinger, der vandred trofast bange
„Tæt i hans Fodspor før, har nu sig dreiet,
„Saa de giør for til bag og omvendt gange.
„Men snart vil Høsten vise, man har pleiet
„Sin Ager daarlig kun, naar uden Lade
„Kan han et Blad vel finde med den Tale:
„Jeg er den samme, har ei taget Skade;
„Men ei fra Acquasparta og Casale,
„Thi derfra komme de, som overdrive,
„Og de, som flye, hvad Reglerne befale.
„Jeg er Bonaventuras Siæl; ilive
„Den største Pligt Fortrinnet dog at give.
„To fattige Barfodmunke blandt os ere,
„Som blev Guds Venner ved den Snor, de bære.
„Der lod sit Lys i tolv Capitler brænde.
„Som i den første Kunst har veiledt Eder.
„Der skued fremad med prophetisk Øie,
„Har Broder Thomas ved sit Ord mig drevet,
„Og ei blot mig, os Alle har med Føie
„Hans elskovsfulde Høviskhed henrevet."