Syvende Sang
Merkur; fortsættelse. Om Syndefaldet og Forløsningen.
Merkur; fortsættelse. Om Syndefaldet og Forløsningen.
„Hil Dig og Priis, Hærskarers Gud i Himlen,
„Som med din Klarhed overstraaler Glandsen
„Af alle salige Luer her i Vrimlen!"
Af Dobbeltlysets Straaler herligt smykked,
Og vendte sig igien til Stiernedandsen.
De Andre fulgte med i Takt og tykked
Mig lynildsnare Gnister liig at tindre,
Indtil med eet Afstanden dem bortrykked.
Jeg tvivled svart, og mæled i mit Indre:
Siig hende det! Bed, bed min Herskerinde
Med søde Draaber denne Tørst at lindre!
Men Ærefrygten, som mig allesinde
Mig dybt, liig Den, hvem Søvnens Lænker binde.
Ei længe Beatrice saa mig skued,
Før hun tilstraaled mig et Smiil, der giorde
Salig en Mand, var han af Ild omluet.
„Jeg seer og feiler ei," tog hun tilorde,
„At tankefuld du grunder paa, hvorlunde
Jeg løser snart de Tvivl, som dig omspunde,
Og hvis dit Sind sig ved min Tale hefter,
Skal den en mægtig Lærdom dig forunde.
Ved ei at taale paa sin Villies Kræfter
Blev født, sig selv og dem, der fulgte efter.
Derfor har Menneskeslægten maattet ligge
Vildfaren, syg, til lang Tid var forleden,
Og det behaged Gud sit Ord at skikke,
Som ene ved en Act af Kiærligheden
Personligen med sig forbandt den svage
Natur, der fra sin Skaber bort var skreden.
Vend Øiet nu mod det, jeg frem vil drage!
Vel var Naturen, med sin Skaber blandet,
Men i sig selv den dog af Uskyldslandet
Udjaget var, fordi den bort sig vendte
Fra Sandheds Vei og Liv til noget Andet.
Naar man da veier Korsets strenge Rente
Mod selve den Natur, Gud lod forplantes,
En saa retfærdig Straf man aldrig kiendte.
Men ingen Straf saa uretfærdig fandtes,
Naar man betragter Den, som led og sukked,
Fordi med ham en slig Natur forbandtes.
Thi blev slig ulig Frugt af eet Træ plukket,
At een Død Gud og Jøderne behaged,
Og Jorden skialv, men Himlen sig oplukked.
Nu bør dig tykkes let, hvad før dig plaged:
Det, at en retviis Domstol uden Naade
Hævn over en retfærdig Hævn har taget.
Men see, fra Tanker giennem Tankers Traade
Har nu dit Sind sig viklet i en Hilde,
Og længes svarlig at faae løst dens Gaade.
Vel fatter dette, siger du, mit Snille;
Men dunkelt er det mig, hvi Herren ene
Den Vei til vor Forløsning kaare vilde.
Det Raad er skiult, o Broder! ei alene
For dig, men for Enhver, hvis Tanker ikke
Kiærligheds Ild har styrket og giort rene.
Men da mod dette Maal saamange Blikke
Forgieves stirre hen, jeg nu dig tyder,
Hvi Gud fandt værdigst, saa det at beskikke.
Saalunde flammende sin Glød udsender,
At al den evige Skiønhed klart frembryder.
Ei Ophør eller Død; thi det Segl svinder
Og ændres ei, som trykkes af dens Hænder.
Det, som umiddelbart fra den udrinder,
Fribaaret er og kan ei underlægges
De skabte Tings Paavirkning eller Hinder.
Det er den liigt og derfor meest den tækkes;
Thi Altudstraaleren, den hellige Flamme,
I det, som er den ligest, livligst vækkes.
Men naar eet af dem ikke længer findes,
Da synker fra sin Adel den med Skamme.
Ved Synden ene den i Trældom bindes,
Saa fra det høieste Gode bort den ganger,
Og ikkun svagt af Herrens Lys beskinnes.
Og aldrig meer sin Værdighed den fanger,
Hvis den ei fylder Syndens Hul til Bredden,
For al den onde Lyst, med Bod og Anger.
Da i sin Spire hele Menneskeheden
Synded mod Herren i de første Dage,
Gik hine Fortrin tabt for den med Eden.
Der gaves, for at vinde dem tilbage,
Naar ret du giver Agt, ei anden Maade,
End een af disse Veie to at drage:
At Mennesket enten ene ved Guds Naade
Fik Alt tilgivet, eller faldt tilføie
Og giorde Fyldest for sin Daarskabs Vaade.
Hold dig nu til mit Ord saa fast og nøie,
Som du har Evne til, imens du hefter
Paa Dybet af det evige Raad dit Øie.
Ei kunde Mennesket, med de svage Kræfter,
Selv giøre Fyldest for sig, thi at dale
Saa dybt i lydig ydmyghed bagefter,
Det stod ei i hans Magt, og derfor evned
Han ikke selv for Brøden at betale.
Thi maatte Gud, der var ei Andet levnet,
Ved een, hvad heller begge dem, han evned.
Men saasom Gierningsmandens Daad man skatter
I større Maal, jo meer den aabenbarer
Det Hiertes Godhed, hvoraf den er Datter:
Behaged det Guds Godhed, der forklarer
I Verden sig, at frie Jer, som jeg melder,
Ved begge de to Veie, den befarer.
Fra første Dag til sidste Nat udvælder,
Slig Fremfærd, høi og herlig overmaade,
Var aldrig seet og vorder ikke heller.
Thi Gud var mere gavmild ved, til Baade
For Menneskeslægtens Synd, sig selv at give,
End om han havde kun forladt af Naade.
Retfærdighedens Værk, undtagen dette:
At Herrens Søn steg ned, for Kiød at blive.
Dog, for hver Længsel i din Siæl at mætte,
At du maa skue der, som jeg, det Rette.
Jeg seer jo Luft og Ild saa kan du svare
Og Vand og Jord, og hvad dermed er blandet,
Fordærves Alt og ikkun stakket vare:
Og dog blev disse Ting af Herren dannet
Og skulde mod Fordærv jo sikkret være,
Ifald jeg har talt sandt, fremfor alt Andet.
Englenes Hær, min Broder! og det skære
Land, som du færdes i, kan skabt man kalde
I deres hele Fylde, som de ere.
Men hine Elementer selv og alle
De Ting, som udaf dem opstaaer og giøres,
Fik Form af noget Skabt og maae forfalde.
Skabt blev Materien, som i dem røres,
Og skabt den Formkraft blev, som indeholdes
I disse Stierner, der omkring dem føres.
At alle Dyrs og Planters Siæl udfoldes
De hellige Lys, ved deres Gang det voldes.
Kun fra Guds Godhed, som med Kiærligheden
Til sig det fylder og bestandig drager.
Er gaaet, skal opstaae, ved at betragte,
Hvorlunde Menneskets Kiød blev skabt i Eden,
Dengang til Liv de første To blev vakte.