Bag Jordens Bryst, i Klippehiertets Kamre,
Hvor Mørkets Edderkop sit Garn udspænder,
Ad enlig Sti, som Foden ikke kiender,
En Biergmand gaaer, hvor Dybets Vandfald jamre.
De golde Steen, liig onde Tanker, klamre
Sig om Krystallerne med stærke Hænder;
Da hugger han, mens Lampen stille brænder,
Det ædle Guld af Klippen ud med Hamre.
Jeg steg som han ned i mit Hiertes Kløfter,
Og Sorgens tunge Hammer skal jeg svinge
Til jeg det rene Guld for Dag kan bringe.
Det ligger dybt, og langsomt jeg det løfter;
Men midt i dybest Nat, blandt Taagedampe,
Din Kiærlighed, Madonna! er min Lampe.