Tilbage! lød Trompetens Skrald,
Bort gik det i Galop,
Den sidste Kugle fløi med Knald
Og pløied Jorden op;
Den sidste Flok af Fiendens Hær
Drog slagen fra Midsundes Bro,
Og over Valen fiernt og nær
Sank Nattens dybe Ro.
Al Kampens vilde Larm forsvandt,
Da Maanen steg af Hav,
Hver saaret Mand sit Leie fandt,
Hver slagen Mand sin Grav;
Kun hist og her omkring paa Jord
Var Græsset trampet ned og vaadt,
Der saaes endnu de røde Spor,
Som Døden havde traadt.
Hver saaret Mand sit Leie fandt,
Blev der da Ingen glemt?
Jo, dybt hvor Stiens Bølge randt,
Laae To, bag Skrænten giemt.
To Ax, som faldt ved Morgenskiær,
Men glemtes under Høstens Larm,
To Ungersvende hvilte der,
Med giennemboret Barm.
Den Ene var en brav Soldat,
Der stod ved Kongens Hær,
Meer flink og lystig Kammerat
Bar aldrig et Gevær;
Hvor han paa Fienden blot fik Ram,
Der slog han til af Hiertenslyst,
Der var ei andet Tydsk i ham,
End Kuglen i hans Bryst.
Den Anden stod i deres Sold,
Som kom ved Morgengry
Og stormede Midsundes Vold,
Men nødtes til at flye.
Han havde kæmpet som en Mand,
Han tænkte vel, hans Sag var god,
Nu laae han der ved Stiens Strand
Og svømmed i sit Blod.
Da Nattens kolde Gysning foer
Igiennem deres Krop,
De vaagned paa den vaade Jord,
Og lukked Øiet op.
De stirred paa hinanden hen,
Hver af dem greb til sit Gevær,
Men Begges Hænder sank igien,
Thi Bøssen var for svær.
Engang endnu de gierne stred,
Men nu var det for seent,
De nødtes vel at holde Fred,
Skiøndt den var daarlig meent.
Paa Begges Pander stod en Sky
Af fiendsk, forbittret Had, og dog —
Og dog var de fra samme By
Og talte samme Sprog.
Hvor Bølgen slaae sin hvide Top
Mod Sønderjydens Land,
Der var de født og fostret op,
Ved Vesterhavets Strand.
Der boede de til Krigen kom
Og kaldte Bonden fra hans Dont,
Da giorde Begge Høireom,
Men med forskiellig Front.
Den Ene gik mod Sønder hen,
Den Anden imod Nord,
Som Fiender mødtes de igien
Paa deres Fædrejord.
Nu laae de der ved Vandets Bred,
Hver med et Ulivssaar i Barm,
Og kunde dog ei døe i Fred,
For lutter Had og Harm.
Til Strid var deres Arm for træt,
Men hvert et Øiekast
Var som en sleben Bajonet,
Saa skærende og hvast.
De mæled ei, men taus og kold
Den Ene bød den Anden Trods,
Ret som om Graven var en Vold,
Hvorom de skulde slaaes.
Og Maanen sank og Natten led,
Og Bølgen slog mod Kyst,
Og Livet haardt med Døden stred
Udi de Tvendes Bryst.
Da lod med eet bag Høiens Kam
En Dundren som af Hestesko,
Og Jægerhorn og Hundeglam
Og skingrende Hallo.
Det suste som et Tordenveir,
Det glimtede som Lyn,
Det raslede bag Skovens Træer:
Da saaes et selsomt Syn.
Thi fiernt igiennem Luften fløi,
Ret som en Sky for Vindens Magt
Henover Mark og Eng og Høi
Kong Abels vilde Jagt.
Foran dem Alle, høit tilhest,
Foer, som en fredløs Aand,
Frempidsket af sin Angers Bllst,
Han selv med Spyd i Haand.
Hans blege Kind var uden Blod,
Hans Øie var en udbrændt Glød,
Men midt paa Panden skrevet stod
Hans Broder Eriks Død.
Bagefter kom den onde Flok
Af hans meensvorne Mænd,
Vildt fløi de over Steen og Stok,
Som Løvet hvirvles hen.
Ild stod af Hestens Næsebor
Og gnistred i den mørke Nat;
Men da de naaede Stiens Fiord,
Saa standsed Toget brat.
Og op af Sundet dybt og blaat
Steg, som en Taage graa,
El Billed af den slagne Drot
Med Kongekrone paa.
Han strøg fra Kind det vaade Haar,
Han løfted Haanden streng og vred,
Han peged paa et blodigt Saar,
Og sank i Dybet ned.
Da gyste det i Skovens Træer,
Da skiælved Sivets Top,
Og Bølgen sukked fiernt og nlr
Og slog mod Stranden op.
Men Abel sine Hænder vred,
Til Flugt han vendte Hesten om,
Og fiernt i Luften, uden Fred,
Forsvandt han som han kom.
Var det et Febersyn, en Drøm?
Hver, som han vil, kan troe;
Men de, der laae ved Stiens Strøm,
De saae det beggeto.
De tænkte paa den svundne Tid,
Og den, som ukiendt for dem laae,
De tænkte paa den Broderstrid,
Som disse Vande saae.
De samlede den sidste Rest
Af Liv, der var igien,
Saa krøb de, som de kunde bedst,
Imod hinanden hen.
De sukked ei, de klaged ei,
De tænkte ved dem selv som saa:
Vi skal jo dog den samme Vei,
Lad os da sammen gaae.
Da Natten som en Skygge veg,
Og Duggen faldt paa Vang,
Og Lærken imod Himlen steg,
Høit jublende med Sang,
Da laae de begge døde der,
Men løst var alle Hadets Baand,
Hver havde sluppet sit Gevær
Og holdt den Andens Haand.