Rask igiennem dunkle Lunde
Flyver Slædens glatte Fiæl,
Granerne, som stille blunde,
Vækkes op af Pidskesmeld;
Biælden klinger, Hesten stamper,
Sneen skriger under Hov,
Ovenover Nattens Lamper,
Rundtomkring den vilde Skov.
Midt i Sladen pelsværkforet,
Som en Biørn i Vinterskrud,
Stirrer Bonden efter Sporet,
Styrer Hesten ind og ud.
Luunt indsvøbte ved hans Side
Fiæle sig hans trende Børn
Under Skindets Laad det stride,
Som tre Roser under Tiørn.
Sneen falder, Grene knage,
Stille suser Nattens Blæst,
Fiernt i Skov en sulten Krage
Skræmmes op og skriger hæst;
Bonden glider taus og rolig
Fremad i den øde Hal,
Tanker paa sin fierne Bolig,
Svinger Pidsken, slaaer et Knald.
Hør, hvor ensomt Lyden klinger
I den vidtudstrakte Lund,
Hei, hvor lystigt Hesten springer,
Puster Dampen af sin Mund;
Tænker Manden paa sin faure
Hustru og sin Hyttes Ro,
Tænker den paa Krybbens Havre,
Og de længes beggeto.
See, da spidser Folen Øre,
Seer sig om i Skovens Giem,
Standser lidt, som for at høre,
Skiælver saa paa hvert et Lem;
Tager Bidslet mellem Tænder,
Spiler ud sit Næsebor,
Giør et vældigt Spring og render
Som forfulgt henover Jord.
Bonden reiser sig i Sædet,
Vender Øret imod Vind,
Og en Lyd, en fiern, paa Stedet
Jager Blodet fra hans Kind.
Flux han løsner Hestens Tøile,
Slænger Pelsen af sin Krop,
Og, med Haand paa Bøssens Boile,
Vækker Drengene han op.
"Vaagn! det er ei Tid at blunde!
Der er Ulve paa vor Sti,
Men endnu vi frelses kunne,
Vil Vorherre staae os bi!"
Og han taler ømt til Hesten:
"Kiære Fole, frels vort Liv,
Flyv som Svalen, far som Blæsten,
Skyd dig frem som Fisk bag Siv!"
Hesten selv kan Faren sandse,
Flygter, som fra Stræng en Piil,
Og de høie Graner dandse
Susende forbi med Iil.
Men med eet faaer Skoven Mæle,
Og det lyder henad Jord,
Som en Flok fordømte Siæle
Hylende til Helved foer.
Dobbelt hastig flyver Slæden,
Dobbelt bleg er Bondens Kind,
Drengene med stille Grlden
Folde Hænderne bag Skind.
Andengang i Skoven vækkes
Hylet af den vilde Hær,
Grene rasle, Kviste knækkes,
Snart er Ulveflokken nær.
Og af Rædsel pidsket, fare
Hest og Skade blindt afsted,
Men det hielper ei, de snare,
Sorte Skygger følge med.
Hungrig Ulvehæren sanker
Sig omkring den snelle Karm,
Som en Flok af Piinselstanker
Om en Synders rædde Barm.
"Fader, hielp mig!" Bøssen knalder,
Et Minut har Bonden Ro,
Og paa trende Børn han kalder,
Men han faaer kun Svar af to.
Atter han Geværet lader,
Sender Kuglen rask paa Vei;
Andengang det lyder: "Fader!
"Hvorfor hielper du os ei?"
Fremad Ulveflokken farer,
Hungrig efter mere Blod;
Men sit sidste Barn forsvarer
Bonden med fortvivlet Mod.
Og imedens Folen springer,
Lyder skingrende hans Røst,
Og sin Bøssekolbe svinger
Han, med Drengen ved sit Bryst.
Løbet bøies, Kolben knækker,
Drengen rives af hans Arm,
Med et Skrig, som Gienlyd vækker,
Springer Bonden udaf Karm,
Kæmper mod de vilde Skarer
Til han døer for deres Tand;
Med den tomme Slæde farer
Hesten veiløs giennem Land.