Det mylred over Kongeaa,
Det glimted og det knalded,
Det var som om den sidste Slaa
Fra Danmarks Dør var faldet;
De halve Danske gik til Als,
Til Frederits de halve:
Nu, tænkte Fienden, er tilfals
De jydske Mænd som Kalve.
Og Trommen gik og Hornet klang
Fra Kolding op til Veile:
"Først tage vi den jydske Vang,
Og saa til Fyen vi seile."
Men foran Veile By en Flok
Af danske Mænd tog Stade,
De var kun faa, men de var nok,
Thi det var Ryes Brigade.
Og Tydsken kom med Smaat og Stort
I Nattens Mulm forborgen;
Men Rye stod foran Byens Port
Og bød ham først Godmorgen.
Og Fienden drog mod Aarhuus hen,
Men knap kom han til Staden,
Saa fik han Lov at slaaes igien,
Thi Rye stod midt i Gaden.
Da lyned Klingen hvas og vred,
Og Kuglerne fløi snare;
Men dengang det mod Aften led,
Sankede Rye fin Skare:
"Nu maa vi ende Striden, Mænd!
Og see, vi kan os bierge,
Thi vi skal andre Steder hen,
For Danmarks Land at værge."
Saa drog han bort om Natten, tyst,
Men det skal Ingen klage:
Som Sværdet drages af et Bryst,
Saadan drog Rye tilbage.
Ved Helgenæs gik han ombord;
Hvor er han? spurgte Fienden —
Men Bølgen glatted ud hans Spor,
Og taus var Nordenvinden.
Det var ved aarle Morgengry,
For Sol gik op af Havet,
Hiin Dag, da Danmarks Sol paany
Steg frem, som var begravet.
Det var mens Natten endnu hang
Paa Himlens vestre Side:
Hvor Rye var bleven af dengang,
Fik Fienderne at vide.
Ved Frederits blev holdt et Slag,
Huult lod Kanonens Torden,
Krudtrøgen drev i tætte Lag
Som Skyer over Fiorden.
Det rysted i den stærke Jord,
Da Skandserne fik Mæle;
Men hver en Gang de talte, foer
Til Himlen mange Siæle.
Det var den tappre Olaf Rye,
Han saae sig om fra Tue;
Han fryded sig ved Kampens Gny,
Hans Siæl var Ild og Lue.
"Jeg tænkte nok, der kom den Dag,"
Saa hørte man ham sige,
"Da vi kan give Slag for Slag —
Nu, Børn, maa Ingen vige!"
Og fremad over Steen og Stok
Gik det mod Skandsens Volde,
Men fremmerst af den hele Flok
Løb Olaf Rye den bolde.
O g Flammer lyste, Kugler sang,
Da faldt den første Række;
Men over dem de Andre sprang,
Og de var lige kiække.
Det glimted atter over Vang,
De Næste sank for Slaget;
Men før det lyste tredie Gang,
Blev Treldeskandsen taget.
Fra Volden saae de raske Mænd
Med Stolthed over Valen;
Paa engang lod et Raab igien:
"Men hvor er Generalen?"
I Hornet blev der hurtig stødt,
De spurgte og de ledte;
Da fandt de ham, hvor Græsset blødt
Sig over Jorden bredte.
Der laae han, som han hvilte tidt
Midt under Stridens Larmen,
Der laae han, som han stumred blidt,
Ramt af et Skud i Barmen.
Det skarpe Helteblik var slukt,
Hans Haand laae tungt paa Brystet,
Men Munden smilte roligt, smukt,
Og sagde taus: vær trøstet!
De løfted ham fra Seirens Jord,
De bar ham bort med Smerte;
Hans kiække Siæl i Himlen boer,
Hans Navn i Danmarks Hierte.
Thi det skal vides i hver Vraa:
Midt under Kampens Torden,
Var han en Lynildstraale blaa,
Der lyste giennem Norden.
Og det skal mindes fiernt og nær,
Til Tiden staaer ved Maalet:
Da Danmarks Engel svang sit Sværd,
Sprang Olaf Rye af Staalet.