Hvor Kedrons Slette smiler
Med Blomster paa sin Barm,
Omslynget tæt af Kildens
Den sølverhvide Arm;
Hvor Olietræet skygger
Om Bølgen klar og reen,
Og bader sine Frugter
Og vifter med sin Green;
Et lille Huus der ligger
Imellem Biergets Krat,
Og om det hvælver Palmen
Sin brede, grønne Hat.
Omkring de hvide Vægge
Sig slynger Rankens Blad,
Og Druerne de smile
Og skille Løvet ad.
Hos det en Have pranger
Med herlig Blomsterflor;
Der skygge Myrtens Blade,
Og Sydens Rose groer.
Jasminen spreder Vellugt
Om Laurbærtræets Fod,
Mens Vand fra Kedrons Kilde
Beskyller Blomstens Rod.
I Huset boer en Broder
Med sine Søstre to;
Et Kløverblad saa fagert
Jeg ingentid saae groe.
Han er en kiærlig Fader,
Derhos en Broder øm,
Og Søstrene er skiønne,
Som Vaarens bedste Drøm.
See hist, hvor Pilen deler
Sin smidigranke Green,
Og bygger som en Løvsal
Omkring den gamle Steen;
Hvor Bækkens Bølger synge
Med Rislen deres Sang,
Mens de forbi sig skynde
Fra Haven imod Vang:
Der hvile sig de Trende
Alt paa den grønne Bred,
Og imod Vest de stirre,
Hvor Dagen synker ned.
Bag Oliebierget skiuler
Sig Aftensolen hist;
Den røde Straale leger
Med Piletræets Ovist.
Maria sidder høiest
Med Blikket vendt imod
Den dalende Sol og
Dens purpurrøde Blod.
Om Haarets dunkle Lokker
Et sneehvidt Slør er lagt;
Det ruller ned i Bølger
Og skiuler hendes Dragt.
Det sorte Øie funkler
I Aftensolens Glands,
Liig Stiernens hvide Straaler
Fra Nattehimlens Krands.
En Taare reen der svulmer,
Paa hendes Reenhed Pant:
Naturens skiønne Toner
I Siælen Gienklang fandt.
Lazarus, hendes Broder,
Sit Hoved hviler mod
Det bløde Mos paa Stenen
Under Marias Fod.
Paa hende hviler Blikket,
Imedens milde Ord
Dybt fra hans Hierte strømme,
At tolke, hvad der boer.
Dyb er hans Stemmes Tone,
Men venlig dog dertil,
Som Havets høie Brusen
Og Strengelegens Spil.
Hans Arm er stærk og kraftig
Som Cedergrenen rank,
Hans Vært er høi og prægtig
Som Poppelen slank.
Martha om Stammen slynger
Den saftiggrønne Piil,
Og sender saa iblandt til
De Andre hen et Smiil.
Den hvide Kiortel skinner
Igiennem Løvet smukt.
Og Haaret favner Barmen
Alt med sin mørke Bugt.
Hun Moder er for Huset,
Skiøndt end saa ung hun er,
Og for den rige Have
Med sine Blomstertræ’r.
Hun støtter Rankens Stengel
Og Træets tunge Green,
Sysler i Hiemmet venligt
Og mildt om hver og een.
Saa hvile sig de Trende
Alt paa den grønne Bred,
Og imod Vest de stirre,
Hvor Dagen synker ned.
Og mens de see, døer Solen
Og Lyset gaaer forbi;
Men Nattens Skygger skiule
Det smukke Malerie.
See! det er atter Aften
Og Mørket falder paa;
De tvende Søstre ene
Igiennem Haugen gaae.
Høit oppe lyser Maanen
Til deres stille Gang;
Fra Skoven lange Skygger
Sig brede over Vang.
De gaae med blege Kinder
Og Graad i deres Blik,
Liig hvide Roser, fyldte
Med Morgenrødens Drik.
Til Kedrons Kilde vandre
De hen med sagte Fied,
Og i dens Bølger lægge
De deres Smerte ned.
Det sukker giennem Sivet,
Det risler over Steen;
Men Søstrene græde
Bag Taarepilens Green.
„Du lille Bæk som giemmer
Vort Billed i Dit Skiød,
Du har saamangt et Minde
Om ham, som nu er død.”
„Har ei Din Bølge speilet
Det klare Øies Glands,
Den kongelige Pande,
De mørke Lokkers Krands?”
„Og har du ikke drukket
Hans Stemmes rene Klang,
Og har du ikke standset
Og lyttet til hans Sang?”
„Saa tag da og vor Taare,
Den hører med dertil,
Tag vore sidste Sukke, —
Og tril saa, Bølge, tril!”
„Rul giennem Israels Dale,
Forbi dens Sorg og Lyst;
Glid stille forbi Gløden,
Den trænger ei til Trøst.”
„Men finder Du to Søstre
Ved deres Broders Grav,
Saa stands, for Du Dig blander
„Hvisk til dem om vor Smerte
Og om vort bittre Savn;
Fortæl om vore Taarer,
Der trilled i Din Favn!”
Det sukker giennem Sivet,
Det risler over Steen;
Men Søstrene græde
Bag Taarepilens Green.
Lazarus i Lundens Skygge sover,
Dækket af den tunge Marmorsteen,
Og hans Grav Cypressens dunkle Green
Breder venligt sine Blade over.
Vinden hvisker susende om Sorgen,
Og fra Kilden risler Mindets Røst,
Fuglens bløde Stemme synger Trøst,
Synger høit om Glædens lyse Morgen.
Martha og Maria gaae fra Graven,
Det var Aften, da de gik derhen.
Solen aabner Øiet nu igien,
Atter vaagne Blomsterne i Haven.
„Herren er der!” klinger dem imøde,
„Jesus er her, han er kommen hid!"
Og som Tanken let de flyve did,
Og de blege Kinder blive røde.
See! der staaer han; aabner sine Arme,
Kalder Smertens Døttre til sit Bryst.
Aaben var hans Siæl for deres Lyst,
Ei har Sorgen kiølnet nu dens Varme.
Tæt til Jesus Hovedet de hvile,
Og i Taarer svømmer Øiets Sø.
„Du kun kunde frelst ham fra at døe!
Herre, ak! hvi kom du dog saa silde?”
See! da hæver han sin høie Pande,
Og forklaret funkler Blikkets Ild;
Og det er som Siælen flygte vil.
Bort fra Formen, bort til Lysets Lande.
„Jeg er Livet,” fra hans Læbe lyder,
„Og Opstandelsen! Hvo paa mig troer,
Og i Hiertet giemmer dybt mit Ord:
Døer han end, dog evigt Liv han nyder!”
Helligt Ordet er, som al hans Virken!
Det er Vingen for den løste Aand,
Det dens Kraft i Kamp med Jordens Baand,
Evighedens Alterlys i Kirken.
Og som Solen aabner Blomsterkalken,
Naar dens Øie lyser over Jord,
Aabner Siælens Fængsel Jesu Ord,
Drager Gravens Slør fra Katafalken.
Men Maria for den Høie knæler,
Dybt hun greben er af Ordets Liv.
Dog, som Duggen i det ranke Siv,
Mindets Taare end paa Kinden dvæler.
Og da græder han ved hendes Kummer,
Og de græde rundtom, Israels Børn.
— Men det stunder til; — snart Aandens Ørn
Dobbelt stærk skal vaagne af sin Slummer.
Hen til Graven vandre de med Klage,
Mænd og Qvinder fra Jerusalem;
Vandre hen til Livets sidste Hiem,
Hvilestedet efter travle Dage.
Solen skinner smukt paa Marmorstenen,
Haabets Grønt omslynger Gravens Bryst,
Venligt toner Fuglens klare Røst,
Venligt vifter Vinden giennem Grenen.
„Vælt den bort,” saa Jesus Folket byder,
„Dødens Marmorvægt fra Livets Barm!”
Og mod Himlen rækker han sin Arm,
Medens Ordet bange de adlyder.
Og mod Himlen Blikket op han vender,
Og Jehovas Almagt stiger ned;
Og han nærmer sig til Gravens Bred,
Og han vinker did med sine Hænder.
„Lazarus, kom frem!” I Rædsel bæve
Israels Sønner over Jesu Værk;
Giennem Skoven gaaer en Susen stærk,
Kedrons Bølger høiere sig hæve.
Og han kommer. Kinderne er hvide.
Øiet lukket, mat hans Gang og svag.
Men han favnes af den lyse Dag,
Blodets Strømme i hans Aarer glide.
Øiet funkler, Kinderne de gløde,
Fyrigt banker Hiertet i hans Bryst,
Og han hæver høit sin glade Røst,
Livet hilses atter af den Døde.
Folket knæler undrende om Graven,
Lunden klinger høit af Herrens Lov,
Men han vandrer fra den dunkle Skov,
Af de Trende fulgt, igiennem Haven.