Jesus vandrer giennem Nattens Stille
Med Apostlene langs Kedrons Kilde;
Bølgerne i Maaneglandsen spille.
Sært bevæget har han deres Hierte,
Han har taget Afskeed, og med Smerte
Hørte sidstegang de, hvad han lærte.
Derfor Tavshed er paa deres Læber,
Derfor Taaren nu ved Kinden klæber.
Og et Suk hvert Smiil i Fødslen dræber.
Over Broen gaae de ind i Haven,
Der er stille rundtom som i Graven;
Jesus foran gaaer med Palmestaven.
Ned i Olieskoven Stiernen skinner,
Men den seer kun Graad og blege Kinder,
Og den skiuler atter sig og svinder.
Og med den forsvandt hver anden Tanke,
End den ene: han skal meer ei vanke
Mellem dem, hvis Hierter for ham banke;
Mellem dem, hvis Fryd til hans er bundet,
Som ved Jesus Livets Væld har fundet,
Og ved ham en evig Sandhed vundet.
Tause, dybtnedbøiede de følge;
Dyre Minder sig i Siælen dølge,
Blomster liig bag Hiertets stille Bølge.
Aftnens Sanger høit sin Stemme hæver,
Og dens Tone giennem Lunden svæver,
Hvor det dunkle Blad for Vinden bæver.
Sangen kalder frem veemodig Længsel;
Siælen længes fra sit snævre Fængsel,
Længes bort fra Jordens Sorg og Trængsel.
Træthed lægger sig paa deres Øie,
Som paa Hiertet, Hovedet de bøie.
Og de slumre ind blandt Palmer høie. —
Nu er Jesus ene — Alt er stille;
Sagte risler kun den fierne Kilde,
Og fra Træet Duggens Draaber trille.
Han er ene, ene med sin Smerte,
Dødens Rædsel hviler paa hans Hierte,
Og den slukker Haabets lyse Kierte.
Jordens Barn han er i Smertestunden,
Af dens Baand hans Siæl er fast omvunden,
Og hans Tankes høie Flugt er bunden.
See! da synker han paa Knæ og hæver
Bedende sin Røst, og Ordet svæver
Op til ham, som Bøn og Taalmod kræver.
„Herre! hvis du vil, min Kalk du tage;
Dog — din Villie skee, og ei min Klage!”
Ydmygt vender han sit Blik tilbage.
Jesu Blod i tunge Draaber rinder
Fra hans Pande paa de blege Kinder;
En uhyre Qval hans Tanke binder.
Men da strømmer ned et Lys fraoven,
Og en Susen mild gaaer giennem Skoven,
Sagte, som den fierne Lyd af Voven.
Herrens Engel staaer ved Jesu Side,
Og han rækker ham med Miner blide
Trøstens Bæger for Hans bittre Qvide.
Det er Englen, ham, som Gud har givet
Til at bringe Haab og Trøst i Livet
Jordens Barn, hvis Siæl er svag som Sivet.
Jesus føler atter Kraften stige,
Dødens blege Billed seer han vige,
Føler nær sig ved sit lyse Rige.
Og han takker Gud, sin høie Fader,
Ham, der giver Liv, og atter lader
Livet døe, men ei sin Søn forlader.
Derpaa kalder han; men Ingen svarer,
Søvnens Slør Apostlene bevarer
For den bittre Sorg og Dødens Farer.
Jesus gaaer og stille paa dem kalder,
Og, som Dug paa Blomst, hans Tale falder
Qvægende og Hierterne husvaler.
„Stærk er Aanden vel, og Intet bøie
Kan dens Tankeflugt imod det Høie,
Naar den vender did sit klare Øie.
„Leg’mets Magt som Bølgen er i Havet,
Der af Storm og Vind er altid avet.
Og hvis Frihed evigt er begravet.”
„Vaager derfor, mine Børn! og beder,
At til Synd Jer Fristelsen ei leder:
Bønnen er et Skiold, som trofast freder.”
Som med kiærlig Røst han saa dem byder,
Fierne Trin fra Skovens Dyb gienlyder,
Fakkelglands igiennem Haven bryder.
Og at Timen nærmer sig, han kiender,
Til Velsignelse han sine Hænder
Sidste Gang imod de Elskte vender.
Men i Skovens natligmørke Kammer
Stedse høiere nu Faklen flammer,
Med en rødlig Glands blandt dunkle Stammer.
Hielme funkle, blanke Brynier skinne,
Skiolde rasle, nær er Jesu Fiende;
Men hans Kraft kan Jorden meer ei binde.
Som en Gud han staaer blandt Israels Skare;
Krigerne med Skræk tilbage fare,
Vil med dragne Sværde sig bevare.
En iblandt dem hen imod ham triner.
Synd staaer skrevet i de mørke Miner,
Syndens Sorg skal blegne snart hans Kinder
See! da bøier Jesus sig og græder
For det tabte Barn; men Judas glæder
I sit Hierte sig til Guld og Hæder.
Og han nærmer sig. Ha, Jorden bærer
Knap det Dyb af Synd, hans Hierte nærer!
— Med et Kys forraader han sin Lærer.