Ved det stille Vand,
Langs den grønne Strand
Jesus vandrede en Aften ene;
Solens sidste Blik
Giennem Skyen gik,
Skinnede paa Søens hvide Stene.
Og det store Hav
Smukt et Billed gav
I sin Taushed af hans milde Tanker;
I hans Siæl var Fred,
Stille Kiærlighed,
Og hans Hierte ømt for Jorden banker
For den dunkle Jord,
Der, hvor Synden boer.
Og hvor Mørke hviler over Aanden;
Den vil Lysets Søn
Slutte i sin Bøn,
Den vil frelsende han række Haanden.
Aftenrøden døer,
Oceanets Slør
Nuller over Solens lyse Kinder;
I den tause Lund
Tier Fuglens Mund,
Duggens Taare ned i Græsset rinder.
Der, hvor Pilen staaer,
Og sit lange Haar
Dukker i de mørke, vaade Skygger;
Hvor om Stammen smal.
Som en prægtig Hal,
Bladene en kølig Grotte bygger,
Sætter Jesus sig; —
Aanden tankerig
Vandrer over Søens, fulde Strømme;
Men ved Træets Rod,
For den Høies Fod,
Hviler Bølgen stille, som i Drømme.
Deilig er Du, o Hav! Din Priis jeg synger,
Enten det stolte Skib Din Nakke tynger,
Glidende hurtigt frem for snare Vinde,
Eller Du reiser Dig i mægtig Harme,
Bryder Dit Aag, og med de stærke Arme
Vraget slynger mod Sky paa Bølgens Tinde.
Men jeg elsker Dig høiest dog, naar stille
Dybt i Slummer Du er, naar Luftninger milde
Over Dig gaae og kruse Haarets Bølge;
Naar fra Dit drømmende Hjerte Toner klinge,
Svævende til mig hen paa Luftens Vinge,
Hviskende om det Liv, Dit Bryst maa dølge;
Elsker Dig høiest dog, naar Aftnens Stierne
Sender sin Glands og Pragt ned fra det Fierne,
For at dysse Din Sorg i venlig Slummer;
Naar du med Savnets hele, rige Varme
Længes at vorde Liv i Lysets Arme,
Høiest elsker jeg da, o Hav! Din Kummer.
Eller naar Maanen i sin fulde Lue
Vandrer paa Himlen hen, saa bleg at skue,
Og Dit Øie dens lyse Blik kan fange.
Da er Du skiønnest; tusind hvide Straaler
Baade Dit Øies Dyb og Barmen maaler,
Og i Din Skiønheds Rigdom zittre bange.
Stille ligger Du nu for Herrens Fødder,
Kiærlighed til ham giennem Blikket gløder,
Aander i den Suusning sval, Du ham sender.
Giv ham den bedste Skat, Dine Bølger eie,
Dys ham i Slummer blidt, og om hans Leie
Bred Dine kiærlige og milde Hænder!
Fiernt paa Havets Blaa
Baaden stille laae,
Og Disciplene paa Herren vente,
At hans milde Røst
Over Havets Bryst
Skulde kalde dem sor ham at hente.
Længe tøver han.
Og det mørke Vand
Gløder alt i Morgenrødens Arme;
Bølgen vækket er
Af det lyse Skiær,
Giennem Luften strømmer Dagens Varme.
Og fra Skibets Rand
Til den fierne Strand
Hen de sende længselsfulde Blikke.
Mon han sover end?
Skal den lette Vind
Ikke snart hans Stemmes Toner drikke?
See! da vandrer Jesus over Havet.
Liig en mægtig Engel frem han gaaer.
Er med Fuglens Flugt hans Fod begavet,
Eller mon i Dybet ned den naaer?
Har han taget Morgenrødens Vinger,
Hyllet sig i Skyens lette Dragt?
Er det Solens Karm, hvorpaa han svinger
Over Bølgen sig i Lysets Pragt?
Nei, hans Gang er Tankens liig, som svæver
Fri, ubunden over Hav og Land;
Aanden er hans Vinge; den ham hæver,
Støtter Foden paa det dybe Vand.
Vinden leger mildt med Haarets Bølger,
Leger med den vide Kiortels Flig;
Og i Morgenrødens Funklen dølger
For hans Øie Dybets Afgrund sig.
Men han selv er som de Taager hvide,
Der om Søen gaae i Maaneglands,
Der med Aftnens Skygger langsomt glide
Over Engene i selsom Dands.
Og mod Baaden stille hen han svæver,
Der paa Bølgen laae med slappe Seil.
Peder seer ham, og med Gru han bæver
For det klare Lys paa Havets Speil.
Alle skiælve de, og Aaren fatte,
Spænde Armen, kløve Strømmens Magt,
Og de flygte, til af Træthed matte
De maae standse, nær til Jesus bragt’.
Da førstkiende de den vante Stemme:
„Frygter ikke, Børn! thi det er mig!”
Men endnu kan Skrækken ei de glemme,
Og endnu paa Tvivl er Siælen riig.
Derfor siger Peder: „Giv os. Mester!
„End et Tegn, at vi kan kiende Dig.
„Som Du let paa Bølgeteppet fæster
„Dine Fied, saa tillad ogsaa mig!”
Og forventningsfuld han ud sig rækker
Imod Jesus paa det dybe Vand;
Herren kalder; — Peder Haanden strækker,
Springer over Baadens lave Rand.
Men han synker ei, en Kraft ham hæver,
Jævner Bølgen for hans svage Fod,
Denne Kraft, som hele Livet kræver:
Tillid til at Herren er ham god.
Og han vandrer hen ved Jesu Side,
Øiet fæster han paa Himlens Blaa,
Fæster det paa Jesu Blik, det blide; —
Havets Dybder ikke meer han saae.
See! da røres Dybet, — han skal prøves,
Stormen lægger sig paa Vandet hen,
Mørkt det bliver atter; Lyset røves,
Nylig tændt, af Skyggerne igien.
Peder skiælver, bleg han Øiet lukker,
Aabner det igien, men skuer ned;
Op af Bølgen Død og Rædsel dukker,
Og hans Hoved svimled, Foden gled.
Haabet viger; Frygtens Engel lægger
Om hans Hierte tæt sin kolde Grav,
Døden med sit Slør hans Øie dækker,
Og han synker i det dybe Hav.
Men en Haand ham griber, før begravet
Han for stedse er i Bølgens Favn;
Og hans Haab og Tro igien af Havet
Stige nyfødt op i Hiertets Havn.
Stormen standser, Havet hviler herligt
Atter i sin stille, dybe Ro.
Men til Peder siger Jesus kiærligt:
„O hvor svag og ringe er Din Tro,
„Og hvor stærk er Tvivlen i Dit Hierte!
„See! i Dødens gaadefulde Bo
„Lyser Intet, uden Troens Kiærte,
„Og dens Blomster kun paa Graven groe.”
Men igien fra Havet op de stege,
Seilet fyldtes, Baaden gynged let,
Landets Skove stedse læng’re vege;
Jesus satte sig paa Toften træt,
Sad, den Høie, der, som paa sin Throne,
Han, Naturens underfulde Bliv;
Over ham var Himlens vide Zone,
Under ham laae Havets stille Liv.