En tidlig Morgen, just som Solen vækked
Af Søvne Blomsterne, og Mørket spredte,
Det sorte Slør, hvorunder Natten dækked
Det hulde Liv og Taagesengen redte; —
En tidlig Morgen, just mens Fuglen bragte
Til Gud sin Lovsang, blanded den med Duften
Af Engens Lilier; al Naturen rakte
Sit Offer frem, og Friskhed fyldte Luften: —
En tidlig Morgen gik en stille Skare
Af Byen ud; til Dalen hist de stunded, —
Hvidklædte Mænd, og mellem sig de bare
En simpel Kiste, sort og blomstervundet.
Hvorfor saa tause? Hvi er Ordet lænket,
Der strømmed livligt for, som Bækkens Vande?
Hvorfor saa blege? Hvi er Blikket sænket,
Mens Veemod hviler paa den høie Pande?
O! Livet bundet er; thi hen det vanker
Bed Dødens Side til de kolde Grave.
O! Glæden svundet er; thi Haanden banker
Paa Sorgens Døre i den stille Have.
Hvo er den Qvinde hist, der gaaer saa bøiet,
Dg stirrer ned, og efter Skaren følger?
Hvo er den Qvinde hist med Graad i Øiet,
Der har sit Ansigt skiult i Slørets Bølger?
O! vil Du sørge, kom og sørg for hende;
Thi fast af Sorg er hendes Hierte bristet;
Og lad din Taare kun med hendes rinde:
Det er en Moder, som sin Søn har mistet.
En fattig Enke, ene, uden Mage;
Han var alt gangen bort, Huus at berede.
Nu maa hun betle paa de gamle Dage,
Kan ingen Seng de trætte Lemmer rede.
Hvor det er tungt, at eie ingen Frænde,
Og ingen Ven, at staae i Verden ene!
Men mere tungt det er, naar man maa sende
Sit Barn at boe blandt Gravens kolde Stene.
Han var saa god, saa øm og kiærlig over
Sin gamle Moder, barnlig allesinde;
Det er forbi, — nu er han død, han sover:
See, derfor er det, hendes Taarer rinde.
Men see! en Skare vandrer dem imøde!
Den kommer hist fra Cederskovens Skygge,
Hvor Myrten blander sig med Roser røde.
Og mange Fugle deres Rede bygge.
Tolv Mænd, ei flere, er det Skaren tæller;
Men mellem dem en Trettende fremtriner.
Hvo er han? Ingen Yngling, Mand ei heller;
Fast mellem Barn og Olding er hans Miner.
Vel hviler Alvor paa den høie Pande,
Han synes skabt til Hersker, til at lydes;
Vel er hans Øie liigt de stille Vande,
Hvis skiulte Dyb kan anes, men ei tydes:
Men ogsaa Kiærlighed og Blidhed smiler
Klart i dets Straale, og om Læben svæver
Et barnligt Smiil, mens Blikket stille hviler
Paa dem, hvis Klage giennem Luften bæver.
Men alt de nærme sig de tause Dale,
Den hvide Muur, hvor Vedbendranken slynger
Sin mørke Skrift om Dødens dybe Sale;
Og dobbelt Byrden deres Skuldre tynger.
Da nærmer han, den Ene, sig til Baaren,
Og byder dem at standse, som den bærer.
Og flux de standse, og aftørre Taaren;
Thi han er Jesus, Folkets elskte Lærer.
Men Kisten de paa Skilleveien sætte
Imellem Liv og Død, og Fryd og Smerte.
Saa hviled de; thi de var næsten trætte,
Træt Armen var og tungt var deres Hierte.
Men Jesus ynktes, da han Qvinden skued;
„Græd ikke!” trøsted han, sin Haand han lagde
Paa Sønnens Hoved, og hans Øie lued
Mod Himlen vendt. Til Ynglingen han sagde:
„Staae op, du unge Mand!” og da, o Under!
Fik Døden Liv; den Kind, der nys var blegnet,
Blev rød igien, og blomstrende sig runder,
Og Læben blev med friske Farver tegnet.
Saa gav til Moderen han atter Sønnen,
Og deres Glæde intet Ord kan male.
Den hæved sig til Lovsang høit i Bønnen,
Den steg til Himlen op fra Jordens Dale!