Bort som en Skygge gennem Natten gaar
— en bøjet Betler paa en slukket Scene
med Posen fyldt af Brød, der blev til Stene —
mit Livs ulykkesvangre onde Aar.
Min Skæbne søndret blev i tusind Skaar,
fra Dag til Dag mit Hjerte mere ene.
Og intet Træ med røde Mandelgrene
for mig skal blomstre til den nye Vaar.
Min Fortids Hjemland har jeg tungt forspildt,
og aldrig kan mit Nederlag jeg glemme
— graadfyldte Minder gennem Sjælen sluse.
Da hviskes i Sylvesternatten mildt:
Husk, du hos mig har alle Dage hjemme.
Jeg var din Husalf, og jeg blev din Muse.