14. Dec. 1912.
Dit Sind var Ynde. Øjets milde Glød
beholdt sit Solspil til de sidste Dage.
Og Taarens Trøst, der styrker alle Svage,
lig varme Kilder af dit Hjerte skød
og lutred dine Minders bitre Nød.
Den sikre Lykke havde du tilbage,
at En, du fandt gav aldrig Grund til Klage,
et Fripas for dit eget Liv betød.
Du takked for din lille Solskinsstribe,
og du var ydmyg, til dit Hjerte tav
og gav sig Evighedens Sug i Vold.
Jeg saa dig synkende omkring dig gribe
paa det Uendeliges øde Hav.
Jeg greb din Haand. Holdt den, til den blev kold.