Vi traf hinanden i vor Skæbnes Time:
V Jeg var den Vækker, som dit Blod har savnet,
og i dit Skød har en Seraf jeg favnet
og følt mig mærket som af Lynets Strime.
Din Længsel løfted dig til det Sublime:
I Evighedens Dyb vi sammen havned,
og i dit Skrig min egen Stemme tavned
— jeg hørte Hjertet som med Stormslag kime.
O stærke Magter, der i Natten rase,
men stilles, naar den blide Dagning gryr
og Morgenstjernens Kuldestraaler glimte.
Er ikke Elskov Hjerternes Ekstase?
Naar under Laaget dine Øjne flyr,
Serafens hvide Vinger kan jeg skimte.