Tre sjældne Søstre for mit Liv bestemte
— i deres Hænder de min Skæbne klemte.
Den ene var at kysse som en Rose,
den anden døved som en sød Narkose,
en svimmel Rus, der alle Nerver lammer.
Den tredjes Favntag var at dø i Flammer.
Men først engang ved mine Dages Ende,
faar deres rette Navne jeg at kende.
Alt graaner grusomt alt det ungdomsgrønne,
alt skærpes Trækkene, de elskovsskønne.
Mild som en Moder var den ene Kvinde:
Hun silkelang min Livstraad vilde spinde.
Den anden lærte mig min Lod at taale,
og Favn for Favn hun vilde Traaden maale.
Den tredje aldrig med mit Blik jeg slipper
— thi det er hende, som den overklipper.