Det ny Teater, 19. Sept. 1908.
Vær hilset! Her er jeg. Med Vind til Vinge
og rejseklædt i Morgenrødens Dragt,
forhippet paa det hele Hus at tvinge
under mit Valmuscepters Trylletakt.
Et Vift af mig: Saa taarnes Borg og Tinder,
saa rejses Regnbu’ over Jordens Jammer.
Blot med en Gnist jeg sætter alt i Flammer
og Drømme-Solskin over Verden spinder.
Hoho! hallo! et Pust, og ingen aner,
jeg puster Kloder bort fra deres Baner.
Tittit! bi lidt! saa skal jeg slukke Sole
og gemme Verden i min Morgenkjole.
Forvandling vil jeg. Hvad i Løn sig former
bag dette Tæppes tunge lukte Fold,
et Tog af Skyer, der over Himlen stormer
paa Bud af mig,-Forvandlingens Herold,
det er de blændende solfødte Syner,
vi ser fra Livets Bure, hvor vi stænges
i Mørket, gispende hver Gang det lyner
og Drømmens Puppehylster handlingsprænges.
For alle I, som strider, lider, længes
og vader tungt i Ørkendagens Sand,
I sulter efter at se Tæppet flænges
i Glimt fra Fantasiens gyldne Enges
vidunderblaa Fata Morgana-Land.
I tørster efter Glædens lette Druer
og Latterhjertets lunefulde Fest.
Og I vil varme Jer ved kaade Luer
og friskes af en foraarsfyrig Blæst.
Derfor har jeg mig skyndt til dette Sted,
hvor nu i Aften skal en Trefod tændes.
Thi overalt, hvor Billeder skal brændes
i Rampelyset, maa jeg være med
og passe paa, at Rammen høj og vid
kan rumme hvert et Sted og hver en Tid,
og sørge for, den tomme Scene fylder
sig med det purpurrøde Livets Mylder.
Hvad nytter Løfter, som dog blot kan brydes?
Hvad skal vi med Programmers døde Mur?
Her skal jo Fremtidsønsker langsomt tydes
og Glæderne i Støbeskeen gydes:
Flydende som den evige Natur
er Scenekunstens rige Vekselspil
— Forvandling er det første, som vi vil.
Her staar kun Rammen, hvori vi skal skabe,
hvor unge Kræfter kæmpe skal — og fejle —
og efter nye Maal bestandig pejle —
og lære først at sejre ved at tabe.
Her er kun Skibet, hvormed vi vil sejle.
Vær nu med os! Følg med! Gaa med ombord!
Vort første Togt skal gælde Galliens Strande,
hvor Hædren brød af Lavrens fulde Flor
en Kejserring til Heltens unge Pande.
Og siden sejler vi til Hjemmets Jord
og gæster — uberegnelig i vore Ruter —
de tusind Kyster trindt, hvor Kunsten gror
og Sangen blomstrer og de glade Kor,
og hvor ved Livets purpurdækte Bord
vi plukker nogle festlige Minutter.
Hjælp I os til det rige Billedskifte.
Hvad enten I vil klappe eller pifte,
husk: Huset her skal formes af sin Gæst,
husk: Det er Jer, som hjælper os til Fest,
som fylde skal med Fremtid dette Hus,
med Stemningsstilhed og med Bifaldsbrus.