Hos dig mit Hjerte holder stille Jul.
Paa Mindets Træ de gyldne Stjerner skinne
i Glans af dig, min Værnehelgeninde,
omkrest af Drømmens blaa Natsommerfugl.
Jeg borer ned mig i mit Løndomsskjul,
hvor alle Følelser som Drypsten rinde
og Hjertet hulker — blodtungt dybest inde
Uhrværkets trofast hamrende Pendul.
Er Livet andet end et Enefængsel,
hvor Angsten gennem alle Mure banker
om Trøst, der Bud fra andre Sjæle bar?
Jeg banked op, men stilled ej din Længsel.
Du hamred ud dit Hjertes skræmte Tanker,
til endelig en anden gav dig Svar.