Der dufter paa mit Bord en blaa Buket
Violer, som din fine Haand har fundet
og med en gylden Haarstræng sammenbundet
og knuget ind til dine Bryster tæt.
Jeg drømmer ud mig paa den aabne Plet,
hin Bakkeskrænt med Udsigt over Sundet,
hvor Timerne er tyst i Havet rundet,
— jeg drømmer, og jeg slumrer ganske let.
Og atter ser jeg dine Hænder søge
de smaa Violer bag de unge Bøge,
og atter ser jeg Haarets Guldstræng blinke
og lynsnart om Violerne sig vinde.
Jeg ser dit Øje lukke sig, Veninde,
og atter Græsset os til Hvile vinke.
Marts 1890.