Saa tyndt er Skroget slidt.
Maskinen dønner hult i hele Kassen,
og alle Planker klager sig for hvert
et Stempelslag og ryster som i Feber,
naar Axen drejer i sin rappe Rundgang.
— Saaledes hamrer dumpt det i min Hjerne,
og Hjertet buldrer Blodet ud i Kroppen,
som skælver for de stempeltunge Pulsslag.
Snart vil jeg drive som et Vrag paa Søen
og langsomt drikke Dødens beske Vand:
Det siver gennem alle Fuger, slukker
Maskinens Ild, saa den i Vanmagt hvæser,
og Alting dukker i det dybe Intet.
Og Blikket famler efter Haab og Redning,
mit Øje ser, hvad aldrig før det saa.
Jeg følger Lysets hvide Flimren, skelner
dets Farvebrydning, tæller tusind Toner,
som løses af det rene, lødfri Lys.
Hver Ting mig volder Glæde. Hver en Stol
i Stuen er mig som et hvilende Væsen,
der tier til mig. Hver en Blomst i Tæppets
Buketter taler til mig — livløs — om Livets Lyst.
Og Orchidéernes Duft tilaander mig Følelser:
Se Cypripediens glatte grønne Voxblomst
slutter som Tøffel om en Gudindes Fod
— i Luften tegner sig hendes usynlige Legem
af et sælsomt og andet Stof end en jordisk Kvindes,
— og Phajus rækker imod mig sit Blomsterbæger
fyldt med den guleste Farvedrik,
der giver mig svimlende Drømme.
Og møder mit Øje et Ansigt, jeg kender,
da er det mig nyt, thi det skinner af Smil,
som aldrig jeg forhen saa: det er Livets Smil.
Hver Kvinde tykkes mig have saa skøn en Holdning,
— thi Livets spændstige Staalkraft rettede den —
og hendes Øjne er dybe som vandfrisk Sø,
der ikke raadner fra Bunden,
og hendes Hænder er rosenrøde af Liv,
mens mine visner som Lindens Blade i Høst.
7. Jan. 1890.