Springer, I Vande!
Springer, I kølende Kilder!
Stænker min Pande!
Alle I Strømme, som travlt i Dybderne triller,
stig over Muld!
Glimt i Solen som flydende Guld!
Bække skal risle og synge hver vuggende Sø:
Jeg er saa stærk, at jeg aldrig kan dø.
Voxer og vælder
af Jord, selv I spædeste Spirer!
Roser og Nælder,
Tisler og Tusindfryd, alle I Markerne sirer.
Blade skal skyde,
Knopper skal bryde,
grønnes hver eneste Busk under Ø:
Løves i Liv, som aldrig kan dø.
Solen skal danse sin Vej over Himmelbuen,
rødne den tunge Abild og funkle i Druen,
smelte i Saften sig sødt!
Og i tusinde Prismer skal Solskinnet brydes,
Regnbuefarver i Græssets Duggperler gydes,
Valmuen brænde i Purpurrødt!
Trindt over alt skal Solen sin Lykke strø,
lysne i Liv, som aldrig kan dø.
Alting paa Jorderig nu er saa kært for mit Øje:
For mig alene
hvælver sig Himlen den høje,
den blaanende rene;
til Glæde for mig er hele det frodige Mylder,
Træer og Blomster som Hersker mig hylder,
Ranken for mig med Vin sine Klaser fylder,
for mig er der Liv i hvert eneste lidet Frø:
Jeg er saa stærk, at jeg aldrig vil dø.
5. Jan. 1890.