For alt det søde Liv, som Vaaren skænker,
for al den Duft og Dis, som om mig bølger,
for al den Rigdom, mine Nætter dølger,
jeg takker dig, paa hvem jeg altid tænker.
Naar Solens gyldne Springvand stille stænker
sin Regn af varme Straaler over Staden,
— jeg jubler, naar jeg skimter dig i Gaden.
Saa fri jeg er og altid dog i Lænker
hos dig, Veninde, som har sødest Løn
for Alt, hvad jeg i Verden virke vil,
som aldrig nægter mig min sidste Bøn.
Du Maal, mod hvilket jeg hver Aften stræber,
— et Kys af dine store Purpurlæber,
— et Kys, som lukker mine Øjne til!
Maj 1890.