Du kaldes skjøn, det maa Du sagtens tro,
Du ser det selv for hvert et Trin, Du træder!
Men mere dog dit Væsens høje Ro,
Og mere dog din rene Sjæl mig glæder!
Thi hver en Blomst, din ydre Skjønhed bar,
Hvor fin den er, den taber dog sin Farve;
Kun Sjælen bliver evig ung og klar,
Og den fordærves ikke som dens Larve.
Det er din Skjønhed, hvad der vidner om:
Din Sjæl blev dannet til et Spejl at være
For Ham, fra hvem alt stort og dejligt kom:
Et Spejl, der evigt taler til Hans Ære!
Ham være Pris! Hans Billed skal bestaa,
Naar hvert et jordisk Billed blegne maa!
Efter Spenser.