Thor Lange (1851–1915)

Lange, Thor Næve, 1851–1915, Filolog, Forfatter og Oversætter. F. 9. April 1851 i Kbh. (Trin.), d. 22. Febr. 1915 paa Selo Napadovka i Ukraine, begr. 1927 i Kbh. (Vestre). Forældre: Præst ved Almindelig Hospital og Abel Cathrines Boliger Johan Nicolai L. (1814–65) og Maria v. Holtzendorff (1816–69). Gift 22. Febr. 1883 i Moskva med Nathalia Michailovna de Protopopov, f. 29. Aug. 1855 paa Selo Napadovka, d. 25. Sept. 1937 paa Frbg., D. af Oberst i Garden, senere Adelsmarchal i Distriktet Iwenigorod, Godsejer Michael Vassiljevitsch de P. og Nathalia Ivanovna Alferiev.

L. blev Student 1869 fra Metropolitanskolen, kom efter Moderens Død i Huset hos Faderens Ven, Pastor L. Schmidt ved Holmens Kirke, og begyndte — sprogbegavet som han var og sproginteresseret allerede fra Hjemmet — paa det filologiske Studium, hvor særlig J. N. Madvig og J. L. Ussing var hans Vejledere og Velyndere. Hans nærmeste Omgang i Studenteraarene var dels Skolekammeraterne, bl. a. Forfatteren K. G. Brøndsted, Filologen og Arkæologen ChristianJørgensen, Komponisten P. E. Lange-Müller og Overlærer Axel Sørensen, og dels Medlemmerne af Filologisk-historisk Samfund, hvor han bl. a. lærte M. Cl. Gertz og Sigurd Müller at kende. Derimod deltog han næsten ikke i det almindelige Studenter- og Studenterforeningsliv, men nøjedes med ved den fransk-tyske Krigs Udbrud 1870 at melde sig til den af Akademisk Skyttekorps oprettede Rekrutskole. Samtidig med Studiet af de klassiske Sprog dyrkede L. baade Skønlitteratur og Digtekunst. Hans versifikatoriske Evner havde allerede vist sig i Skoledagene og førte nu til, at han 1872 (under sit sædvanlige Pseudonym Ebbe Munk) debuterede i en lille Samling »Vers og Prosa fra yngre Forfattere« med et Par Oversættelser fra Oldtid og Nutid (Meleager og Heine) og 1874 fortsatte hermed i en — sammen med Gertz og Sigurd Müller — udgivet Samling »Euterpe. Oversættelser af Digterværker fra Oldtiden og Middelalderen efter Grundteksterne« (denne Gang ikke blot Catul, Tibul, Meleager og Pindar, men Middelalderdigte fra syv forskellige Sprog). Den Linie, han senere saa trofast skulde følge, var saaledes angivet allerede i Studentertiden.

1874 tog L. sin Embedseksamen for at kunne efterkomme en Opfordring til en baade lønnende og lokkende Opgave. I Rusland, hvor Kejser Alexander II. fra 1856 havde forsøgt en Række liberale Reformer, men faa Aar efter var blevet tvunget til en konservativ Reaktion, oprettede Regeringen som Led heri — ifølge Krapotkins »Erindringer« — udelukkende »filologiske Gymnasier, fordi man mente, at de overdrevne Kvanta af Latin og Græsk var det bedste Middel til at hindre Eleverne i at læse og tænke paa egen Haand«, og erstattede efterhaanden de tidligere tyske Lærere og dermed tysk Paavirkning med Filologer andetsteds fra. Prinsesse Dagmars Bryllup 1866 med Storfyrsttronfølger Alexander III. medførte, at man ogsaa rettede en Henvendelse til Danmark, som gennem Madvig bl. a. gik videre til L. Drevet dels af sin Hjemløshedsfølelse, hvortil en Kærlighedsskuffelse vistnok føjede sig, dels af sin Respekt for Madvig og dels af Udsigten til en økonomisk god Stilling under eventyrlige Forhold efterkom han Opfordringen sammen med tre Kolleger, forlod Kbh. 1875, uddannede sig i St. Petersborg til Stillingen og blev 1876 ansat som Lærer i de klassiske Sprog ved det østerlandske Sprogakademi i Moskva, Institut Lazarev, hvor han 1901 holdt 25 Aars Jubilæum, og 1877 tillige ved Lyceet Cesarewitsch Nikolai, som han 1887 forlod for at overtage en Post ved Byens tredie klassiske Gymnasium.

Hermed begyndte hans Ruslandstid, der skulde vare til hans Død. L. lod sig imidlertid aldrig naturalisere, men bevarede sin danske Statsborgerret og kunde saaledes 1887–1906 bestride Hvervet som ulønnet dansk Konsul i Moskva. Først efter Oprørsbevægelsen 1906 opgav han ogsaa denne Stilling og levede siden som Privatmand paa Hustruens Landejendom i Ukraine. Under sin Embedsvirksomhed havde han modtaget en Række russiske Udmærkelser; med Tildelingen af Vladimirordenen 1899 fulgte Optagelse i den russiske Adelsaarbog. I hele sin Konsulattid afholdt han selv alle Udgifter til Understøttelser, Modtagelser og Repræsentationer, skønt hans Hustrus oprindelig ret betydelige Formue netop i disse Aar delvis gik tabt. Saa fjernt mange af Konsulatets rent forretningsmæssige Sager tilsyneladende laa ham, lykkedes det dog L. ved Siden af den standsmæssige Repræsentation at oparbejde en Række nye Eksportartikler fra dansk Side og være til Hjælp for mange trængende Landsmænd.

L.s Forfatterskab, der fortsattes i Rusland og her med det for ham saa ejendommelige Præg fik et meget broget og spredt Indhold, kan for Oversigtens Skyld deles i tre Grupper. Af en — ogsaa som praktisk Øvelse i Modersmaalet — bestandig vedligeholdt Korrespondancevirksomhed til danske Blade og Tidsskrifter opstod en Række Skildringer baade af russiske og europæiske Forhold: »Rusland« (1882), »En Maaned i Orienten« (1887), »Skizzer og Fantasier« (1890) og »I danske Farver« (1907), hvortil der efter hans Død føjedes de af Venner udvalgte Samlinger »Langt borte« (1917) og »Mangesteds fra« (1918). Medens de rent russiske Skildringer, der er skrevet ud fra en selvfølgelig og for L. i øvrigt naturlig konservativ Indstilling, endnu har en betydelig tidshistorisk Værdi, prægedes alt for meget af hans Produktion efterhaanden af den næsten sygeligt overspændte Fantasi, som var L.s saarbareste Punkt og fik sit typiske Udtryk i hans sværmeriske Dyrkelse af Gralsagnet og Tro paa sin Nedstamning fra Hvidernes Æt. Den anden Gruppe er de mangfoldige Oversættelser paa Vers og Prosa, hvormed L. saa at sige for første Gang gav danske Læsere Kendskab til russisk og — i videste Forstand — slavisk Nationaldigtning. Hans Hovedindsats her er de seks Digtsamlinger: »Fra fremmede Lande« (1876), »Nogle Folkeviser« (1878), »Gjennem farvet Glas« (1894), »Nocturner« (1897), »Fjerne Melodier« (1902) og »Strengespil« (1906). Et Udvalg heraf er 1915 udgivet af Otto Borchsenius. Til Digtene sluttede sig den ypperlige Oversættelse af et berømt oldrussisk Heltedigt fra det 12. Aarhundrede: »Kvadet om Igors Fylke« (d. v. s. Fylking) (1888), udsendt i Anledning af Christian IX.s Regeringsjubilæum. Paa Prosa kom »Wesna« (Foraar) (1886) og »Sarniza« (Kornmodsglimt) (1896), der begge rummede gode Biografier og udvalgte Arbejder af russiske Forfattere fra det 19. Aarhundrede. Med »Grev Alexiej Tolstoi. Et Bidrag til den russiske Litteraturs Historie« (1894), som for første Gang gav en Biografi og Bedømmelse af den store Lyriker og Dramatiker, erhvervede L. (uden mundtligt Forsvar) den filosofiske Doktorgrad ved Kbh.s Universitet. Endelig oversatte han forskellige mindre Romaner og Skuespil og søgte — som oftest uden Held — at faa de sidste opført paa danske Scener. Tre, Gnæditsch: »Brændende Breve« (1891), Kutusov: »Svjatopolk« (1892) og Bashjenov »Elskovsdrikken« (1894) kom dog op paa Dagmarteatret og »Natascha« (1896) paa Oslo Nationalteater, men L.s Forstaaelse af Forskellen mellem russisk og dansk Lynne havde her været for ringe. Den tredie Gruppe skyldes L.s gamle og usvækkede Kærlighed til Filologien og Oldtidsdigtningen (særlig den græske) og bestaar af Oversættelser af Sofokles: »Antigone« (1893), »Oedipus« (1897), »Ajas« (1903), Aischylos: »Sonofferet« (1911), »Eumeniderne« (1915), Euripides: »Ion« (1911), Pindar: »Syv Oder« (1900) og Terents: »Pigen fra Andros« (1912) — gerne trykt i de af Chr. Jørgensen redigerede »Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning«. Helt for sig staar den meget frie, poetisk smukke Gengivelse af Longfellow: »Den gyldne Legende« (1880). Et — naar ogsaa de paa Russisk udgivne Artikler og Bøger medregnes (herimellem flere Oversættelser af danske Værker) — usædvanlig alsidigt og omfattende Forfatterskab.

L.s versificerede Oversættelser hentede Materiale alle Vegne fra (engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, tysk Litteratur m. m.), men slavisk og især russisk Lyrik laa hans eget Sind nærmest og udgør Hovedgrundlaget. Næsten alle Oversættelser har imidlertid det betegnende »efter« (f. Eks. Konstantin Balmont) eller det elastiske »Lillerussisk, serbisk« eta, ↄ: Digtet danner Anslaget og Grundmotivet, som omformes og transponeres paa individuel Vis, saa ofte kun Idé og Stemning er blevet tilbage. Med sin mere og mere forfinede Sprog- og Rytmesans, sin baade filologiske, musikalske og poetiske Forstaaelse af Ordenes Klangfarve og Vokalharmonier og sit eget bevægede og navnlig med alle Mol-Toner beslægtede Digtersind besad L. alle Betingelser for en virkelig kunstnerisk Gendigtning i en baade smidig og samtidig særegen Form. Den Forenkling eller Fortætning af Motivet, som han med Forkærlighed anvendte, lettede Læserens ganske umiddelbare Tilegnelse og vandt ogsaa Komponisterne. Til Musik af J. P. E. Hartmann, P. Heise, P. E. Lange-Muller o. m. fl. blev mange af disse yndefulde Smaadigte hurtigt Folkeeje (»Lille røde Rønnebær«, »Skin ud, du klare Solskin« o. s. v.). Mættede med Vemod (sjældent med Humor) blev de for 90’ernes unge Lyrikere et befrugtende Indblik i russisk Sjæl og Natur og fik ved deres helt selvstændige Værdi en blivende Plads i dansk Litteratur. Lige saa frit forholdt L. sig til Oldtidsdigtningen, saa frit, at han imellem forsynede Tragediernes Korsange med Rim og endog (»Sonofferet«) forsøgte at underlægge dem Musik af Gluck. Filologen og Digteren indgik her en ganske mærkelig, men ogsaa ganske interessant Forbindelse til Gavn for den, der først og fremmest ønskede et Indtryk af Skønheden og Storheden hos de græske Tragikere.

Den mangeaarige Fraværelse fra Fædrelandet gjorde paa den ene Side L. fremmed for Forhold og Begivenheder, som ofte syntes ham smaa eller smaalige i Sammenligning med russiske Paralleller (han blev ikke alene i det ydre præget af Opholdet og Omgivelserne), men gav paa den anden Side hans Fædrelandsfølelse en idealiserende og forstærket Kraft. Han kom kun sjældent og flygtigt hjem (1886, 1891 og 1907) og følte sig hverken digterisk eller menneskeligt videre paaskønnet hjemmefra, men drømte om Danmark i Lyset af Valdemarertidens Storhed. Heraf udsprang den Hjemlængsel og Trang til at smykke det med historiske Mindesmærker, som i hans senere Aar opfyldte ham og bragte ham i nært Samarbejde med C. Nyrop og danske Kunstnere. De vigtigste er: Erik Klipping-Korset ved Finderup (1891), Svend Grathe-Korset paa Grathe Hede (1892), Magnus den Gode-Stenen (Niels Skovgaard) i Skibelund Krat (1898), Knud Lavard-Korset ved Haraldsted (V. Koch, 1902), Erik Ejegod-Stenen paa Borgevold ved Viborg (1915) og Dronning Dagmar-Billedet (Joakim Skovgaard) i Ringsted Kirke (1916), som hans Enke lod male i hans Aand og efter hans Ønske. Adskillige andre Steder anbragtes mindre Mindetavler eller Mindesmærker, nogle af ganske privat Karakter (»Elleranden« ved Løvenborg). De fleste Indskrifter skyldtes L. selv.