Lad Tvang og Trængsel for min Lykke stænge,
Kun Du kan stænge for mit glade Sind!
Hvert andet Baand forstaaer min Sjæl at sprænge,
Og flyve Dig med Sang i Favnen ind!
Og som en tæmmet Fugl vil gjerne tage
Det hvide Brød af en Skjønjomfrus Mund,
Saa skal min Sjæl fra dine Læber drage
De gode Ord, der gjør den skjøn og sund!
Saa grib min Sjæl og skjænk Du den, Du Rige!
Det bedste Bur, den lyse Fugl kan faa:
Din Barm, hvor i et Solskin uden Lige
De gyldne Tanker deres Vinger slaa.
Thi vist jeg véd, kun dér den kunde lære
At synge, som den vilde, til din Ære!
Efter Spenser.