Naar gjennem det deilige Frederiksdal
I den varme, duftende Sommer
Du drager hen gjennem Bøgenes Sal
Og aander den Luft, som kjølig og sval
Fra Fuursøens Bølger kommer,
Da seer Du paa Veien i Skoven et Led,
Du behøver ei længe at søge:
Den fattige Ledkone bygger derved
I Ly af de mægtige Bøge.
Fra tidligste Morgen til Aftenen seen,
I Støv og i brændende Hede,
Og enten Du kommer paa bare Been,
Eller ager afsted som en fornem Een,
Er altid hun villig tilrede.
Naar Hjulenes Rumlen og Hestens Galop
Og Fodtrin paa Skovvejen lyde,
Da springer fra Finlapperstolen hun op
For Ledet tilbage at skyde.
Selv har hun en Hytte ved Vejen sig bygt
Af nedfaldne samlede Grene;
Af ældgamle Bsge er Taget beskyg’t;
Som Fuglen i Reden, saa luunt og saa trygt,
Hun boer der i Skovhytten ene.
Med duftende Granriis er Taget belagt,
Og rundtom er luget for Nælder,
I Lænke ved Døren en Mops holder Vagt
Med udklippet Halsbaand og Bjælder.
Den Hytte mig volder et hjertligt Behag,
Skjøndt mere den ligner en Æske,
Og skjøndt kun den hele bestaaer af et Tag,
Skjøndt ei den er byg’t i den gothiske Smag,
Den romerske eller den græske;
Og hvergang jeg gjæstede Fuursøens Bred
Og Møllen og Bakken og Slottet,
Jeg først dog en Stund ved det venlige Led
Ved Synet af Hytten mig gotted.
Saa mangen en Gang har jeg titted derind
Fra Bøgene og fra det Grønne,
Forunderligt rørt af det kjærlige Sind,
Hvormed det enfoldige, fattige Skind
Har villet sin Armod forskjønne:
Smaabilleder, klipped af Fiirskillingsark,
Og Guldpapiir Væggene smykke,
Af Blomster og Urter fra Skov og fra Mark
En Ramme omkrandser hvert Stykke.
Den fattige Pyntning, den er mig saa kjær,
Den adler den kunstløse Hytte,
I den jeg en hellig Bestræbelse seer,
Som selv midt i Armoden tænker paa meer
End det som kan sandseligt nytte;
Enfoldig og smagløs og underlig vel
Den her i sin Barndom sig viser,
Men bærer dog Præg af den evige Sjæl,
Og derfor den Hytte jeg priser.
Naar Vinteren flygter med Storme og Slud,
Og Lærkerne slaae i Skjærsommer,
Og Jorden staaer smykket som smilende Brud,
Og atter Du iler til Fuursøen ud
Og hen gjennem Skovledet kommer.
Da stands ved den fattige Ledkones Bo,
Og hvis den som mig kan Dig fryde,
Da skjænk hende venlig en Hvid eller to,
Hvormed hun den bedre kan pryde.