„En Bautasteen paa gammel ærlig Viis
Vil Danmark for sin kjække Martyr reise,
For Ridder Ebbesen fra Nørreriis,
Paa Randers Torv skal Æresstøtten kneise;
Der skal i Seclers Storme stolt den staae,
Paa Heltedaaden pegende tilbage,
Mens Slægterne som komme og som gaae,
Skal føle Hjerterne til Storværk slaae
For gamle Dannemark i Trængslens Dage!”
Saa hæved nylig sig en liflig Røst
Blandt Larmen af de travle Arbeidsbier,
Den klang saa fædrelandsk med Liv og Lyst,
Som Tonen i de gamle Melodier,
Som Hedelærkens Foraarssang den lød,
Og herlig hæved sig i Manges Minde
Den Tid, da Atterdagens Sol frembrød
Og Ebbesen dens Morgen farved rød
Med Blod af Danmarks frygtelige Fjende.
Men nu er atter Alt saa dødt og tyst,
Om Mindestenen høres knap en Stemme,
Og denne Taushed har en Uglerøst,
Som Livet af det bedste Haab kan skræmme.
See, derfor lyder høit mit Harpeslag,
Som mig mit Fødelands Natur det lærte
I Lærkens Pindsesang, i Stormens Brag;
Frit vil jeg tale, Ebbesen, Din Sag
Med Toner, hented’ dybt fra Danmarks Hjerte!
Hvi er det da saa tyst? Fordi, o Skræk!
Fordi vort undertrykte Lands Befrier
Som Morder plettet er — med holsteensk Blæk;
See derfor Danmarks Folk forsigtig tier!
Vi kunde lettelig fornærme Een
Af hine Pennehelte, som os love
I Gotthorp at opreise Geert en Steen;
Slig Strid os kunde vorde let til Meen!
Og derfor lade vi nu Sagen sove.
O nei, mit elskte Fædreland, saa dybt
Jeg kan ei troe, Du er i Afmagt sunken!
Du, som med Daad har Verdens Studsen kjøbt,
Er Du en Olding nu saa svag og lunken?
Er slukt Dit Ørneblik, er koldt Dit Blod,
Som blussed stolt, ved Danmarks Navn, i Kinden.
Er Egen marvløs, trøsket i sin Rod?
Saa lad os jevne ud, o Dannebod,
Den Vold, som stærk Du reiste imod Fjenden!
Ja, hørte Du, hvis trætte Kæmpebeen
Fem Secler har paa Ærens Laurbær sovet,
Til Dværgekvækket mod Din Mindesteen,
Du vilde ryste paa Dit ædle Hoved
Og sukke høit, ei for Dit Navns Forliis,
Men over Folket, som Du Frihed kjøbte,
Da Du dets Bøddel slog paa Ridderviis,
Det Folk, som Secler stemte i Din Priis,
Og nys med skjændigt Mordernavn Dig døbte!
Dog nei, det ligner ei, Du Danske, Dig!
Det er kun fremmed Klint, som skjuler Hveden,
En fremmed Faarekyllings hæse Skrig,
Som røver Fædrelandet Moderglæden!
Du vil ei glemme Broderheltens Løn,
Og lade feig Dig skræmme ham at hædre
Med Mindets Krands, som blomstrer evig grøn.
Du er dog ei en saa vanslægtet Søn
Af Moderen til hine store Fædre!
Ham kan Du takke for, at Dansk er til,
At Du et Fædreland urgammelt eier,
At med sit Frelsenskors i Kampens Ild,
Det himmelfaldne Dannebroge vaier.
Ja, ham, hvis Kæmpesværd Tyrannen slog,
Ham kan Du takke trindt i Mark og Skove,
At end Du trylles af Dit Fædresprog
I Skjaldesang, i Tale og i Bog,
Og at du bygger under danske Love!
Naar Hedens Lyng i Blomster atter staaer,
Da er det nu femhundred Somre siden,
At Danmark saae det store Jubelaar,
Da Folket vaktes efter Jammertiden;
O, lad Niels Ebbesen da reise sig
Ved Kunstens Tryllestav igjen af Graven!
En Æresstøtte bliver det for Dig;
Men lytter Du til hint udanske Skrig,
Da over Dig Du selv vil bryde Staven!