Klart straaler Slottet i festlig Glands
Af tusind blændende Kjerter;
Der hvirvle sig oppe, i lystig Dands,
De stolte Menneskehjerter.
Men ude ruger den sorte Nat
Med Storm og med Lyn og Torden;
Det suser saa vildt over Vei og Krat,
Mens Regnen pladsker paa Jorden.
De høre ei Sangen af Nattens Storm,
Der pidsker Regnen mod Rude:
„Ja tuml dig kun, Du stakkels Orm,
Snart er med Din Lyst det ude!
Snart veirer jeg hen Dit usle Støv —
Saa dands Du kun lystigt derinde!
Snart dandser Du om bag vissent Løv,
For susende Hvirvelvinde!
I Secler jeg sang over Tidens Hav:
Stig kun, du rastløse Bølge!
Snart tumle sig Andre paa Din Grav;
Men Alle de skulle Dig følge!”