Hver en Smaafugl blunder
I den dunkle Lund,
Med sit Hoved under
Vingens bløde Duun;
Hellig Taushed troner
Over Mark og Vang;
Fra det Fjerne toner
Kun en Vandrers Sang.
Svøbt i Duggens friske
Lette Perleslør,
Elverpiger hviske
Mellem Søens Rør:
Medens Alfer kigge
Frem af Busk og Krat,
Engens Blomster nikke
Tusinde Godnat.
Trættet af sin vilde,
Stolte Kæmpegang,
Bølgen luller stille
Paa sin Aftensang;
Bugten mod den strækker
Blomsterarme to,
Som et Barn den lægger
Sig deri til Ro.
Ogsaa jeg vil følge
Længslen i mit Bryst,
Som den vilde Bølge
Søge Fredens Kyst!
Vidt min Sjæl, du flakked
Uden Ro og Rist;
Nyd da nu en stakket,
Ak, kun stakket Frist!