Ene, fremmed her i Byen,
Sidder jeg i liden Stue,
Som en Munk i snevre Celle,
Seer hver Morgen, naar det dages,
Gjennem Kirkeruder smaa:
Udenfor, Cypresselunden
Over Bjergets Villa suser;
Lys, Olivenstoven glindser
I den friske Foraarsglands.
Hist ved Stenen gaae til Kilden
Skjønne Tusculanerinder
Med de blanke Kobber-Vaser
Paa de sorte Lokkers Krands;
Ei til lidet Vindve see de;
Men forinden sidder ene
Eremitten fra det Fjerne;
Ingen troer, han er en Kjætter;
Ret catholsk er Alting om ham:
Paa Huusaltret Glaspræcepen
Hos St. Joseph staaer i Krogen
Blandt de trende Crucifixer;
Og paa Væggen ved mit Leie
Hænger Vievandets Kar.
Her er venligt, her er stille;
Herfra seer jeg Sydens Foraar
Over Bjerg og Dal hensvæve
I sit store Blomsterslør.
Herfra seer jeg Folkelivet,
Ene, fremmed midt blandt Folket,
Gaaer hver Morgen hen i Messen,
Gaaer hver Aften til den store
Dunkle Hvælving hist paa Hjørnet,
Før et Kloster, nu en Kro.
Gjennem Lugen Maanen skinner;
Indenfor ved Lampen støie
Ved de fyldte Folietter
Lazzaroner mellem Hyrder,
More sig med Fingerspillet,
Tale med det hele Legem,
Lue heftigt, naar man enes,
Tie, blegne, naar de vredes —
Famler efter Kniven flux;
Men før Tankens blege Blomster
Daadens Blodfrugt har udfoldet,
Vennehaand har Armen standset
Og de Rasende adskilt.
Sjælden Qvinden hid sig vover;
Kommer Moderen med Barnet
Ægtemanden hjem at drage
Og det muntre Spil afbryder,
Vist hun maa sin Lykke prise,
Gaaer hun levende herfra.
Tryg dog fremmed Gjest her sidder,
Maa om fjerne Land fortælle
Og forklare dem hvorlunde
Danimarca ei er England,
Men dog Protestanteland.
"Kjætterfolk I er dog Alle, —
Troe jo ei paa Skjærsildsflammen —
Ei Maria for Jer beder;
Ingen Helgen staaer Jer bi;
Men — derfor I Kjød tør spise
Hele Aaret, og I har det
Bedre for en Tid, end vi."
— Hvo er Manden, som indtræder
Hisset i den sorte Kappe,
Dødninghovdet malt paa Brystet
Under korslagt Dødningbeen?
Ringlende med Bøssen, beder
Om en Skjærv han for de Sjæle,
Som i hede Skjærsild pines
Og ei efterlod til Kirken
Sjælemessens mindste Priis.
Skal nu Kirken sig forbarme,
Skal de arme Sjæle frelses —
Maae de efter Døden betle;
Derfor gaaer nu her med Bøssen
Sjælenes Gesandt til Kroen,
Takker paa de Dødes Vegne
For en Protestants Bajoc.
Underligt! kan selv blandt Døde
Venskab for en Skjærv jeg kjøbe?
Dog — selv Catholiken smiler,
Rækker Sjælevennen Glasset
Og beholder sin Bajoc.
