His t paa Gulvet staaer nu atter
Manden med det skumle Aasyn
Og i smudsig lurvet Kappe,
Stirrer taus med graadigt Øie
Paa Salaten og paa Brødet,
Maaler Vinen i mit Glas.
Hvis du hungrer — tag og mæt dig!
Drik! — Han spiser taus og drikker,
Gætter tæt sig ved min Side,
Hvisker: "bruger man mig ei?"
Hvortil? — "Nu, til hvad Jer lyster!
Cicerone er jeg ellers,
Kan blandt Tusculums Ruiner,
Kan til Kirker og Kapeller
Og til — Grave vise Vei."
(For en Scudo — hvisker Øiet —
Kan af mig et Liv du kjøbe;
Gaaer du med mig blandt Ruiner,
Gaaer jeg ene ud igjen.)
Skjønne Tilbud jeg forkaster,
Er saa velbekjendt i Byen
Blandt Ruiner, Kirker, Grave,
At jeg selv som Cicerone
Nu kan vise Andre Vei.
Ei tjenstagtig Ven mig huer;
Dog hver Aften staaer han atter
Ligefor mig i sin Kappe
Under skumle sorte Hvælving,
Halvbelyst af Lampens Skin,
Kinden smudsig, som Mulattens,
Ud det Hvide vendt af Øiet,
Mørk og taus, han paa mig stirrer —
Til jeg vinker og ham rækker
Viin, Salat og Brødet hen.
Som en Hund han det nedsluger,
Aldrig meer dog til mig taler;
Men, som Moren fra Venedig,
Som Peronne fra Neapel,
Ciceronen fra Frascati
Eventyrlig for mig staaer.
