Gamle forladte Neptun! ei mere du Treforken svinger
Over det vældige Hav; dig Sømand og Digter har afsat.
Øde nu stander dit Tempel; dog mægtig de dorisle Søiler
Drage til Pestum endnu beundrende Alderdomsforsker.
Vi har nu ogsaa dit Tempel beseet; men med foldede Hænder
Stod vi der ei; ved dit Alter vor Røst ei Konst-Dithyramber
Stammed paa Reisendes Viis, som høirøstet føle og røres.
Fulgte du derfor paa Vei os, Neptun! med Søsot paa Landjord?
End vi dig trodse, og er du end Havets Despot, vist idag du
Hævner dig grumt; alt vi pløie med Lyst den skummende Havmark.
Gunstig er Farten endnu; ei Dybets Dækmoner sig røre;
Lytte maaskee de paa Havdybets Bund til den fremmede Sang fra
Nordiske Jomfrues Bryst?— den stærkeste tier og blegner,
Sjunger dog snart behjertet igjen. Med Smiil hun fornemmer,
Sangen selv over Uhyrer har Magt. Fra Fjeld-Bjørnehulen
Brøler det høit; vildt fraader dens Svælg. Kun nærmere, Styrmand!
Stolt paa hiint takkede Fjeld har Østgotheørnene fordum
Bygget og boet. Hist vi støde til Land! Amalfi vi hilse.
Høit stod din Vugge, du Frihedens Helt! her Masaniello
Fødtes til Kamp for et Folk, som ham æred og tilbad og myrded.
Var det blandt Vilde vi landed? med larmende Skrig os omstimler
Vrimlende Folk, som ret aldrig tilforn de Fremmede skued.
Her maae vi trænge os frem; gjennem Gaden gaaer Veien til Bjerget!
Der vi først, frie for den undrende Hob, kan aande og hvile.
Høit ved Slottets Ruin den herligste Udsigt os glæded;
Hunger dog drev os fra Bjerger. I røgsorte Herberg os hilser
Listige Vert; han fritter og leer, naar la sposa vi nævne,
Troer vel, et Brudepar gjester hans Huus; med geskæftige Vimsen
Ordner han festlige Maaltid; dog snarlig fra Festen os kalder
Budskab om gunstige Vind. Paa Veien til Baaden ved Kysten
Plages vi atter af stimlende Hob, som med Skrig os omringer.
(Mindre forfølges hos os den Drukne af larmende Drenge).
Sagte bortstøder min Haand, dog stort er Forfølgernes Mandfald:
Over hverandre omstyrte de vildt; selv Qvinden med Barnet
Flyer og ved Vognstangen styrter, med Skrig hun sig reiser og raaber
Folket til Havn, medens, rasende selv, hun mod mig henfarer.
Har jeg paa syvende Haand, barbariske Skjønne, dig omstødt,
Gjerne jeg bøder derfor, er end det med Huden paa Kinden.
Vild som en Furie alt den smudsige Haand hun har krummet;
Neglen er spids, og Blikket som Lyn, dog forvildede Aasyn
Røber ungdommelig Skjønhed. — Mit artige Velsk hun ei fatter.
Kinden jeg selv rækker til, mens jeg kysser paa Fingren og nikker;
Flux hun forstaaer undskyldende Tegn, og lemfældig hun sparer
Øiet ei blot; nu den Haand, der med krummede Fingre var udspændt,
Venligt selv klapper den Fremmedes Kind, mens forsonet hun smiler.
Greb end til Stene de nys, de Vilde; nu Freden er sluttet:
Rolig hist staaer Forfølgernes Hær; men i Baaden vi vugges
Høit paa Vovernes Top og mod klippestolt Capri henfare.
Rask det kuler; men tause de halvnøgne Roerkarle fare
Bølgen med Aaren paa svulmende Dyb og stirre mod Skyen:
Seilet de ei tør udspile; alt uveirforkyndende Forbud
Varsler om Død fra flyvende Skye. Mod Øen den fjerne
Haabløs de stirre med Gru, og raadvild med synkende Arme
Standse de tidt. Vel stundom vor Spøg dem atter opmuntrer:
Rører end Havet sig rask, endnu er jo Stormen ei kommen;
Kan, hvor Jomfruer sjunge og lee, Matroser faae Blegsot?
Blues end sydlige Søhelt, stiger fra synkende Hjerte
Sydende Blod ham til Kind, mens atter til Aaren han griber,
Snart dog seirende Dødsfrygt Skammen forjager; til Himlen
Stirre de blegnende Mænd og bede til Santa Lucia,
Vende med Iver den gyngende Daad og flygte mod Hjemmet.
Var os i Sandhed Dødsfaren nær, har vist Santa Lucia
Venlig den skjult for vort Blik: som Lystfart vilde vi prise
Stakket Seilads, hvis kun ei med Krebsgang atter den førte
Bort fra skjønne Lyksaligheds-Øe, som flyer i det Fjerne.
Høi er dog Bølgen og stærk, ved Kysten er Brændingen vældig;
Der de begræde os nu, de Vilde; der bede med Jamren
Qvinder og Børn for vort Liv, skjøndt nys de vilde os stene.
Barnlige Folk, godmodigt som vildt, snart Sindelag vexler:
Nu de forbavsede studse; vor Sang de fornemme, hvor Baaden
Boltres i brusende Strøm, og høit vore Damer de prise;
Vidt henflyver i fremmede Bye vidunderligt Rygte
Om Heltinder fra Norden, som lystelig sjunge i Havsnød.
Stor er Nøden vel ei; dog underlig Landing fast skræmmer
Dem, der saa modig nys sang; af Baaden til Land de maae bæres:
Velske Matroser nu Frygten har glemt; i Havskummet staae de,
Liig Tritoner med blottede Arm, og i konstskjønne Grupper
Føre de bævende Jomfruer bort. Saalunde Centauren
Bar Dejanira i brusende Flod; saalunde Agnete
Skjælved paa Rosmers opløftende Arm og stirred mod Dybet.
Snart er de Alle i Land; tilsidst jeg alene paa Baaden
Hæves i Brændingen høit, til bort fra stejlende Havhest
Lystig jeg rider til Kysten paa Skuldren af nøgne Tritoner.
Fast vi ynkes som skibbrudne Folk. I sortrøget Herberg
Smidsker geskæftige Vert og ivrig sin Ærlighed priser:
"Ingen" — forsikkrer han os — "man her overfalder og plyndrer;
Ingen man pleier at myrde hos mig;" og mens vi forbauset
Underlig Hilsen betænke, fra Stadscommandanten sig melder
Hemmeligt Bud; med listige Smiil tilbyder for Natten
Sbirren os Sikkerhedsvagt; og end meer forbavset vi studse:
"Er man da sikker ei her hos ærlige Vert?" — "O! tilvisse!
Dog ei ganske tilfreds med Omgjængeligheden og Freden
Engelske Herskab sig fandt, som sidst Amalfi har gjestet."
Mindre paalidelig selv, end Verten, nu tykkes os Sbirren.
Høflig vi afslaae bevæbnede Vagt. Ei Vaaben vi mangle:
Dolk jeg har i min Stok, og Pistol medtog du forsigtig,
Stille botaniske Ven! ei Krudt eller Kugle her mangler;
Steen kun mangler paa Hanen; dog Fyrtøistenen kan bruges.
Velbevæbnet til Kamp, ved Bordet vi lee nu og spøge;
Stort dog huer os ei betænkelig Mangel af Laase.
Atter med Stole og Baand maa Fruerbuurstuen til Natten
Spærres mod Frugthaven hist, og her, hvor Krostuen skummel
Fjerner mandhaftige Vagt. Ei stort just heller os glæder
Synet af Kamret, hvor nu som Natkammerat os modtager
Høie gigantiske Krigsmand; honnet "Gentiluomo" han ofte
Selv sig betitler, og Stuen et krigerisk Rustkammer ligner:
Trindt det blinker fra Stolpe og Muur; den eenlige Lampe
Viser os Leiet beredt under Sabler og smukke Pistoler.
Studsende taus til hinanden vi see; dog rolig med Kæmpen
Taler den stille botaniske Ven. Ved Sengen jeg sætter
Stokken med sylspidse Dolk; med Afklædningsdonten jeg nøler,
Lytter om Ingen alt skriger om Hjelp; men tyst som i Graven
Er der omkring os. Til Hvile vi gaae; en Stund jeg dog vaagen
Lytter og seer til min Dolk; ved Siden alt fredelig snorker
Høie gigantiske Krigsmand; honnet "Gentiluomo" jeg priser,
Lægger mit Hoved til Ro; — og der det blev Morgen, jeg fandt det,
Hvor jeg det selv havde lagt; slet ingen om Natten var myrdet;
Verten var mild som igaar, og høie gigantiske Krigsmand
Gav os et drabeligt Kys til Tak for godt Kammeratskab.
