Capri! at komme til dig, blev ikke hver Dødelig givet;
Havet er tidt for ubændigt, og Sømanden alt for spagfærdig:
Skyen ham jager til Kysten, og Regnvand han frygter. (Forleden
Glemte han hist paa Ischias Bred det styrende Skibsroer).
Først til Salerno til Vogns! — Hvi see vi fast Intet paa Veien?
Hellige Fædreneland! til dig vil hver Tanke henfiyve.
Seer ei paa Veien din flygtende Søn for Moderens Billed
Møen i underlig Dragt, som han farer forbi; kan han stundom
See paa den Fremmede her, som et Aasyn han skued fra Hjemmet,
Kan han forglemme det herlige Bjerg, for sin Dal at lovprise,
Gjerne tilgiver ham Sligt paa Reisen det trofaste Hjerte;
Alt for let dog i Glandsen det svimlende Øie her blendes.
Ofte beundred jeg dig, du Land med balsamiske Livsluft!
Tidt jeg standsed paa fremmede Vei og saae gjennem Gittrets
Port. I Cypressernes Gang gik fyrstelig Skjønne derinde.
Myrther og brede Platan omskygged den Herliges Vanrring;
Palmens den hellige Krone i Himmelluft vifted, og gylden.
Liig Hesperidernes Frugt, Lemonen i Løvhytten blinked;
Kilden fra Marmoret sprang, og aaben stod prægtige Villa;
Indenfor standed, med Høihed og Ro, blandt Mægtige Søiler
Guder af Steen; og fjernt gjennem luftige Haller jeg skued
Himmelhøi Paradiismuur af blaaligt omduftede Bjerge.
Ranker omkrandsed min Vei; fra Viingaarden Sang mig omtoned;
Bonden paa Fjeldstien reed med Barnet i Kurven paa Mulen.
From henvandred ad Klosterets Stie graastjæggede Brorder.
Høit paa den grønne Ruin sad fremmede Konstner. Med Kløgt han
Bilded de herlige Skikkelser af, medens Aasyn og Øie
Lyste af Fryd, og Haanden i Skjødet tidt synkende hvilte.
Ja, jeg har skuet det Alt, og dog maa jeg prise din Sommer,
Bøgenes saftgrønne Øland! Lærken mod Sky sig hist hvirvler,
Qvidrer til Klang af Leen i Eng, mens Rugmarken bølger;
Høi sig hæver ved Høi med Dysser fra Hedenoldstiden;
Der staaer lyshaaret Dane med Fryd og drømmer om Kæmpens
Iid, og han mindes de herlige Sagn; over Hav han udskuer.
Hvor med Sivkrands i søgrønne Lok skumbarmede Havfru
Sjunger om Heltenes Død og om Dannebrogs evige Hæder.
Lønlig blufærdige Jomfru i Lunden paa Irrisken lytter,
Spørger vel Gjøgen iblandt om hvad hun slet Ingen vil røbe.
Udenfor Ledet ved Stakken sig hviler graakoftede Bonde;
Præsten ved Ageren standser og priser velsignede Grøde;
Rød staaer Kirken med kantede Taarn mellem Linde paa Bakkes;
Hylden ved hvidtede Muur omblomstrer det eensomme Trækors.
Fred er udbredt over Hytte og Stad; hist trofaste Hjerter
Mindes udvandrede Ven, og tro han erindrer dem Alle.
End mig i fremmede Land de velkjendte Toner fra Hjemmet
Følger en Stund, og min Sjæl velsigner hver Klang fra mit Norden.
Tvistes vi ogsaa imellem og drille vi listig hverandre,
Snart dog forsones beslægtede Sind. Adspredes vi stundom,
Aftenen samler os venlig. — Fra høie Altan i Salerno
See vi mod herlige Øe, som skjønnest os pristes af Alle.
Fjernt du alt øiner dens fjeldkrandste Kyst; med Længsel alt Haanden
Stræber dens Billed at fængsle, mens Omridset flyer for dit Øie —
Tause fremstirrende Sjæl! er stedse din Fryd i det Fjerne?
Flygter os stedse de Saliges Øe, hvorhen vi saa fare?
Kunde dens Bredder vi naae, ak, blev den endnu saa lyksalig?
