Farer jeg Landet omkring og samler den gyldene Livsmynt:
Skatte jeg samler for Hjerte og Sjæl; og livsalige Minder
Følge mig, Minder om Oldtid og Konst og om tryllende Syners
Øiebliksfryd; dog Skyggespil liig, flyer Billed for Billed.
Nys fra Pompeii vi kom; med Undren vi vandred i Staden:
Menneskespor har vi seet fra det første Aarhundredes Dage.
Oldtids Smaakjøbstedsliv end de gydesmaae Gader os viste;
Brønde paa Hjørnerne saae vi. Paa Gulvet i Kamrene traadte
Foden paa stærkt Mosaik, som Aartusinders Vælde har trodset.
Billeder, grebne af Livet, paa Væggen end minded om Elskovs
Sp’g og de huuslige Glæder; paa Hjørnet end Tavlen indbød os
Classisk til Aftenens Skuespil-Leeg, og paa fliselagt Gade
Hjulsporet kjendtes endnu; selv ved Døren stod Fodskrabejernet.
Oldtidens Liv gjenfødt vi her saae, mens bag grønne Ruiner
Nutidens blomstrende Liv fra nysgjerrigt Pigeblik tindred.
Amphitheatrene stolt os modtog i de vlldige Cirkler;
Herlige Søiler end minded med Storhed om Hedningens Gudsfrygt:
Selv han bygged sig smaalige Vraa; men for Isis han reiste
Mægtige Hal, og opløftes han vilde, naar hist Aphrodite
Hæved med Kjærlighedstanken hans Aand til Guddommens Høihed.
I Heculanenums Grav med underlig Gru vi nedstege:
Der har vi seet i bælmørke Nat Forgjængelighedens
Spor, og hvad Menneskesorg og Menneskeglæde betyder.
Lystige Skuespilliv fra Scenen i Graven er styrtet;
Skjønhedens svulmende Barm dog i Asken et Spor har bevaret.
Livet forvirrer sig sælsomt: nærværende staaer det Forgangne,
Blander i lystige Øiebliksliv sit dødblege Gjenfærd;
Hedenoldsguder opstaae og i deres Templer sig røre.
Fort i Fortryllelsers Land jeg tumler, og vexelviis drømmer
Sjælen om underfuld Paradiisfryd og om vilde Dæmoner.
