Slangen forfærdelig Daad her giftige Nid har i Mørket
Skummel udruget. De blodige Spor Catacomberne gjemme.
Dødningehoveder her fra Hulen i Fakkelskin grine;
(Tidt forsvinder i Dødslabyrinthen urolige Hoved)
Mangt Blodoffer i Løndom her sank for Snigmorder-Dolken.
Underligt runger det her. Fra Gitteret Daglyset glimter;
Hist som en Nemesis staaer med Faklen i Haanden en Jomfru,
Svinger i Mulm mellem Dødningebeen de gnistrende Flammer,
Peger paa hvad der er skeet og truer og farer forbi os.
— Høie phantastiske Møe! du fra Dødslabyrinthen mig kaldte
Mægtig til Sang. Melpomene liig, til Fryd og til Smerte
Vinked du hist med usynlige Dolk; og i rolige Aften
Tager jeg Haandskriftet frem, som hid jeg bragte fra Roma.
Tassos forvildede Aand jeg atter til Jorden skal stævne:
Bort fra Niddets og Hadets og smaalig Forfølgelses Giftstrøm,
Luttret i Qval, skal befriede Sjæl med Svanesang flygte.
Underlig bæver min Røst; jeg neppe kan Qvadet fuldende;
Mildt det opløser sig dog og rører deeltagende Hjerter.
Standet vi har ved hans Grav i Onosrios Kirke. Med Veemod
Skal vi hans Fødebye see; hans Fængsel jeg tro skal oplede.
Fred os tilhvisker i Sangen hans Aand med Befrielsens Toner.
