Et helligt Kors staaer høit i Nord,
Hvor ingen Sangfugl bygger;
I Snee det staaer, paa frosne Jord
Og langt fra Løvsal-Skygger,
Har Lyset døde Jord forladt,
Og iisner Himlen i sin Nat,
Hvor haabløs Sjælen gyser;
Fra Bjergene af evig Iis
Henpeger mod Guds Paradiis
Det Kors ved Nat og lyser.
Med Glands fra Livets Morgenland
I Dødens Midnatszone
Det viser Vei fra Hvalens Strand
Til Palmeskovens Krone;
Og Øiet, blindt af evig Snee,
Kan Livets grønne Træ dog see,
Hvorom Guds Engle knæle;
Og gjennem Gravene af Iis
Gaae haabfuld til Guds Paradiis
Med Tro de frelste Sjæle.
Hvo plantede saa høit i Nord
Den Green fra Edens Have?
Hvo bar den tro i Hvalens Spor
Henover Dybets Grave?
Iispolens Søn, Hvo gav dig Fred?
Ei steeg en Engel til dig ned:
Gud en Apostel sendte;
I Mulm han saae et Folk forladt,
Ham Aanden viste Dag og Nat
Den Vei, kun Døde kjendte.
Og ei han havde Rast og Ro;
Den Vei han maatte følge.
Gik den saa over Dødens Bro
Og Fjeld af frosne Bølge.
Ham fulgte Børn og trofast Viv,
I Herrens Haand han gav sit Liv;
Men Aanden ham ledsaged.
Den bar ham over store Grav;
Og fjernt i kolde Midnatshav
Han dunkle Kyst opdaged.
I Nat foer blodige Harpun
Mod Hval ved røde Strande;
Paa Kysten stod et Freds-Paulun
Med Lys fra fjerne Lande.
Der hjalp en kjerlig Haand i Nød,
Der lød en salig Trøst i Død,
Der Guds Apostel boede.
Did tyede hver bedrøvet Sjæl
Til Lysets og til Livets Væld
Og haabed, elsked, troede.
Hos Gud nu den Apostel boer;
Hans Sjæl Christ evig glæde!
Hans Mindeqvad høit over Jord
Forløste Sjæle qvæde.
Hans Bautasteen er Korset hist,
Som leder til den Herre Christ,
Hvor iisnet Sjælen gyser:
Fra Bjergene af evig Iis
Det peger mod Guds Paradiis
Og gjennem Natten lyser.