Usynlig om mig svæver
En Aand, som har mig kjær,
Mildt Luften om mig bæver
Hvergang den er mig nær.
Og hvisle mig Dæmoner
I Blund paa Dybets Rand,
En Røst med søde Toner
Opvækker mig paa Stand.
Paa Grimsels Klippehøie
Blandt Afgrundssvælg jeg laae;
Jeg lukked nødigt Øie,
Og saae de Gnomer smaa.
De sprang fra Fjeldets Side,
De reed paa Gemseryg,
Paa Gletscheren den hvide
Foer Skaren sort og styg.
Men underfuldt at skue,
Var det krystalne Slot;
Der stod i Guldets Lue
Den rige Bjergets Drot.
Vel tusind gyldne Slotte
Den Gnome peged paa;
I Fjeldets dunkle Grotte
Den liden Bjergmøe laae.
Som Alpesneen blinked
Den Skjønnes Blik og Kind;
Hun smiled og hun vinked,
Dog gik jeg ei derind.
Da vrededes de Gnomer
Paa Fjeldet, hvor jeg laae;
For blandende Fantomer
Jeg Dødens Haand ei saae.
Dog fra de Huler sorte
Kom krumme Beenradhaand;
Den Fører han var borte,
Og user var Nattens Aand.
Da hørte jeg det klinge
I Luften underlig.
Og skjult med luftig Vinge
Min Engel vakte mig.
„Stat op, de paa dig kalde,
Gak Nattens Aand forbi!“
— Længst søgte de mig Alle
Paa fjerne Klippesti,
Jeg Frelsens Sti har fundet,
Ved en usynlig Haand;
Dæmoners Hær er svundet —
Hav Tak, du gode Aand!