Aarfaldet
(ved Handeck)
(ved Handeck)
Over Kæmpefjeldet
Til Flammevældet,
Hvor fra Afgrundens Sluse
De Regnbuelve frembruse!
Hvor Ilddrager svømme
I kjæmpende Strømme,
Og rase og gløde.
Og hvisle og suse.
Mens mod Klippen de knuse
De fraadende Struber og bløde!
Er det Dybets Magter,
Hvis Kamp jeg betragter
Med Lysets straalende Hære?
De bruse, de gjære,
De gløde, de syde
I Hjertet, hvorfra de udflyde:
Fra det Hjertekammer,
Hvælvet af Fjelde,
Fra Jordklodens Pulse fremvælde
Til Kamp de strømmende Flammer?
Det svimlende Øie
Stirrer ned i sælsomme Drømme;
Hvor de Ilddrager svømme
I kjæmpende Strømme,
Kommer Lys og Glands fra det Høie.
Over Dybet jeg skuer
En Seierskrone for Kampen:
Over Afgrunden Solstraalen luer,
Og i Støvregndampen
Glindse Pagtens evige Buer.
I Meyringen udhvile de Reisende en Dag;
Ved Grindelwald vi høre Lavinens Tordenbrag.
Paa Fjeldet Maanen skinner i dybe Klippedal,
I Natten toner Sangen dybt — mod høie Stjernehal.
I Haanden smile Blomster fra Furcas Alpefjeld,
Den Fremmede de følge, og glæde tit hans Sjæl.
Snart seer jeg aldrig mere det underfulde Land,
Og snart i Minde-Drømme jeg her kun vandre kan;
Da vil de Alperoser jeg trykke til mit Bryst,
Og mindes Bjerget, hvor de stod, og Klippedalens Lyst.