Borge sig reise
Straale og kneise
Mægtig mod Skye;
Herrer der gange,
Glindse og prange
Stolt med de Mægtiges Ry.
Fort rulle Tider —
Rolig henglider
Stjernen bag Skye;
Synes saa lille,
Smiler dog stille,
Medens Aarhundreder flye.
Glandsen er omme,
Hallerne tomme —
Herrerne gaae der ei meer;
Stjernen, saa rolig,
Blinker fortrolig,
Og paa Ruinen nedseer.
Borgen er falden,
Aaben staaer Hallen,
Luftig og grøn;
Blomsteromslynget,
Vedbendomklynget,
Smiler dog Løvsalen skjøn.
Evig gjenkommer
Blomstrende Sommer,
Gløder som før;
Rolig end blinker
Stjernen og vinker:
Livet og Aanden ei døer. —