Fører til Himlen du os, du frugttræblomstrende Bjergvei!
Stolt over duftende Stie staaer Melibocus i Skye;
Odenwald vi ei see; men høre med Studsen om Varslet,
Som for kommende Krig end toner i sælsomme Skov.
Kampens Bulder tit der de varslende Aander bebude,
Naar paa Bjergveien tryg Germanen i Blomsterduft gaaer.
Tie, du varslende Skov, lad Blomstret Frugten udfolde!
Samles Haglen i Skye — lad fjernt Fordærveren staae!
Hist et Tempel jeg seer, i Dalen Neckaren bruser,
Trindt om Bjergenes Fod sig frodigt Rankerne snoe;
Høit over Dal og Flod staaer Kongestolen paa Fjeldet,
Hist det hellige Bjerg, her Bye og gamle Ruin.
Dalens tryllende Stad, du strax henriver og fængsler,
Mægtig drager du ned fra Bjerget svimlende Gjæst.
Her ved rullende Flod, de mægtige Fjelde for Øie,
Og af Fædrenes Aand i Klippehallen omsuust,
Hæver sig fri og djærv, med unge voxende Vinger,
Kraftens gjenfødte Aand, til Flugt fra Dal og fra Fjeld.
Gjerne dvæler jeg her; ei raa og vild sig adskiller
Vidstabs friere Liv fra Konstens stillere Aand.
Brødre finder jeg her, og Toner, som mig gjenklinge
Dybt i Hjerte og Sjæl, og djærv men reen er den Klang.
Steene røre den vil, som fordum Thracerens Harpe,
At de sig løfte kan til Muur og trofaste Borg,
Fængselsmure dog ei, og Herreborge det vorde;
Domen, mægtig og stor, jeg seer paa Længslernes Kyst;
Gothisk hæver den sig med tusind Taarne mod Himlen,
Heelt som Skovenes Tag sig runder hvælvede Hal;
Fred udganger derfra, og Tro og hellige Frihed,
Og den Salvedes Spiir er Lovens evige Bog.
Er det en flygtig Drøm, skal aldrig Værket fuldendes?
I Aarhundreders Løb til Domen Stene er bragt;
Men som babelske Taarn er ofte Hallen nedstyrtet,
Og Forvirrelsens Aand har Sind og Hjerte adstilt.
Hist om styrtede Slot sig Vedbendrankerne slynge,
Stolt i Nischerne staae de gamle Herrer endnu,
Stirre alvorlig ud igjennem Løvet det dunkle,
See paa det muntre Liv med slukte Dødningeblik.
Kæmpeaander nu liig, de store Billeder stande
Paa deres Storheds Grav, og Herlighedens Ruin,
Stirre vemodigt ud paa Livet, evig forynget,
Som med Blomster og Vaar tilhyller hvad der forgik.
Her Ruinen vel tit med Vemod Skjalden omskygged,
Naar til Jorden han saae, hvor Herligheden foer hen;
Mig opløfter det Syn, og høiest staaer jeg paa Jorden,
Hvor dens Stolthed jeg seer nedtordnet under min Fod.
Dvæle maa jeg og her, men ei med Vemod og Taarer,
Freidig hæver sig høit fra Gruset løsnede Aand,
Svinger sig fri og glad, fra hvad der vakler og styrter.
Hviler med Ørnen tryg paa Fjeldets evige Tind.