Det var i den milde
morgenstund,
han stødte sin lille
båd fra grund.
Hans hu stod ikke
til rejse just,
han vilde kun drikke
vindens pust,
Kun vippe på voven
under kyst,
kun hente fra oven
sang og lyst,
Og vugges deri
trods døgnets krav
og svømme som fri
mellem himmel og hay.
Han gynged i drømmen,
lys og prud,
men så kom strømmen
og bar ham ud,
Og hvirvlede jollen
afsted med magt,
til han ved tollen
fik åren lagt,
Til gennem fråde
og revler grå
omsider han nåde
det mørke blå.
Da blev det stille,
og frygten svandt;
hvad hjærtet vilde,
igen det fandt.
På bølgens ryg,
under himmelhal
han svømmede tryg
i sin nøddeskal.
Men skiftet var legen
til rejse brat,
og solen var stegen
og målet sat.
Hans hu stod ej til
morgenens lyst,
nu gik hans vej til
den anden kyst.