Kor af ægtefolk.
Bryllupssang
Bryllupssang
I nygifte, hører, hvad vi har at sjunge,
for vi har erfaring, og I er de unge,
ja tager til vejledning for eders stræben
mod visdommen, som den os drypper fra læben!
I kender vel ordet, at aldrig man finder
af mennesker bedre end mandfolk og kvinder,
og ordet er godt, for det gemmer den mening,
at skilt er de dårligst, men bedst i forening.
En mand er en mand, det er ikke så ringe,
hans arm er en kølle, hans ord er en klinge,
han kæmper, mens kvinden kun sysler ved bordet,
men hun er i armen, og hun er i ordet.
Og vinder han sejer, har del hun i æren,
men ham rækkes kransen, og hun lar ham bær’en;
sit navn har hun sluppet, men hans det skal gælde,
hvad er hende navnet, når blot hun har vælde?
Du mand er jo herren, så lad, som du byder!
du kvinde hans medhjælp, så lad, som du lyder!
men hvem der i virkeligheden befaler,
se, derom det nytter vist aldrig, man taler.
Ja hvem af de tvende der egentlig råder,
det hører nu altid til kærligheds gåder,
forlang den ej gættet, ti så går det broget,
og friest er den, som går frit under åget.
Men åget er lifligt, det tynger slet ikke,
det løfter langt mer, når man blot lar det ligge,
det styrker mod alt, som har magt til at lamme,
det gir hvad I vil, når I blot vil det samme.
Så fæst da kun bolig i kærligheds tempel
og husk vor formaning og følg vort eksempel
og fægt for hinanden med ord og med næver
og kives ej mere, end enighed kræver!