Kejseren og katten
Som: Da bonden han vilde ad skoven gå
Som: Da bonden han vilde ad skoven gå
Og kejseren bor på det høje slot —
Tralalera, faldera, falderira!
hans højrøde kjole den klæ’r ham så godt.
Tralalera, faldera, tralera!
I salen derinde lå kejserens kjol,
men katten sprang op på den samme stol.
Og katten han tog sig nu ikke i agt,
han tabte noget på kejserens dragt.
Da kejseren nu til sin kjole så,
så var der en stor plamase på.
Og kejseren til sine stormænd sa’:
Hvor kommer vel den plamase fra?
De stormænd vidste slet ingen besked,
men så blev kejseren lynende vred.
Og kejseren gav sine stormænd prygl,
og det var nu blot for plamasens skyld.
Og de turde ikke slå ham igen,
men derfor de slog deres undermænd.
Og alle de store de slog de små,
og de lod så pryglene videre gå.
Den herremand slog sine bønder i flæng,
og bonden sin karl, og karlen sin dreng.
Og sådan fik hele landet da prygl —
Tral al er a, faldera, falderira!
og det var nu blot for plamasens skyld.
Tralalera, faldera, tralera!