Brylluppet i Gjedved
(1892)
(1892)
Mel.: Jylland mellem tvende Have
Mel.: Jylland mellem tvende Have
Nu I tvende snart skal kjende,
hvad I vandt ved eders Pagt,
ej I kom til Vaarens Ende,
nej, nu føles først dens Magt.
Bort fra en Drøm lidt bleg, men blid,
gaar I til Livets stærke,
dets rigeste Grødetid.
I skal frede om en Rede,
som har Rum til alt, der du’r,
Hjertets bedste Havn hernede,
Haabets lyse Fruerbur,
hvor hun fortæller Æventyr,
og, om en Traad saa brister,
bestandig sit Stof forny’r.
Dér I lære skal og nære
af de unge Kuld paa Kuld,
væbne dem mod Løgnens Hære,
lede dem til Sandheds Guld,
vare dem imod Tidens Brøst,
hjælpe dem efter Evne
til Livskraft og Levelyst.
Astrid! Helge! lær dem vælge
det, der styrker Haand og Fod,
ej for Gods og Glimmer sælge
deres friske Ungdomsmod,
men at gaa kjækt i Verden ud,
og, som de vil det gode,
det bedste at tiltro Gud!
Lad kun gjerne alt sig fjerne,
som vil gjøre Livet graat,
vis, at Alvor er dets Kjerne,
men at Spøg dog passer godt!
Ja, som et Solglimt gjennem Sky
lysne den skal og lette
den travleste Dag i Ry
Snart I tvende nu skal kjende,
hvad I vundet har i Dag,
bedre Dage følger denne,
større Kraft og større Sag.
Han, af hvis Haand vi Lykken faar,
sende den mildt fra oven
som Solskin og Regn i Vaar!