Gamle Morten Luther!
Mel. af «Nej»: Kan man ikke mere, end kun bogstavere
Mel. af «Nej»: Kan man ikke mere, end kun bogstavere
Gamle Morten Luther!
jeg til dig mig slutter,
Hjælp nu du sender
en poetisk Præst.
«Af alle Stænder»,
selv dem, som mest gjør Blæst,
du sagde, «er dog Ægtestanden bedst».
Tænk: «af alle Stænder!»
mange vi jo kjender,
nogle har Bluser,
andre Fløjel bær,
én piner Muser,
en anden sliber Sværd,
men de gjør bedst, som holde Brudefærd.
Tænk, at selv de store,
som man vidt kan spore,
som kjør med fire
gjennem Aandens Land,
eller med en Slire
en Verden kue kan,
dog vejer intet imod Viv og Mand!
Selv om de kan bygge
Mure favnetykke,
Slotte, hvis Tinder
gyldent tone frem,
disse kun skinner,
har Guldet ej i Gjern —
kun Mand og Hustru bygge kan et Hjem.
Dér er Guldets Gjernme,
dér faar Hjertet Stemme,
dér paa dets Kalden
Liv først ret vil gro.
Kold er Visdomshallen
og Kunstens som en Kro,
hvis Varmen ej de faar fra Hjemmets Bo.
Tænk dog paa, I tvende,
hvad I fik i Hænde!
det var det bedste
under Himlens Hvælv:
Du vandt din Næste
her midt i Tidens Elv,
den Næste, du kan elske som dig selv.
Det er Hjemmets Gammen,
det er Arneflammen,
derfra det skinner
varmt ud over Vang,
dér Sproget finder
den dybe Hjerteklang,
som samle kan et Folk i Daad og Sang.
Gamle Morten Luther!
vi til dig os slutter;
gjort har de tvende
just det rette Skridt.
Den Ild skal brænde,
det aldrig bli’r for hedt,
det bedste, to kan blive til, er — Et.