Den danske Skueplads
(1867)
(1867)
Om vor Helt vi alt har sunget;
vidt hans Ros i Verden fo’r,
han sin Tryllestav har svunget
dybt i Syd og højt i Nord.
Men hans Hjem, det gamle, smukke,
vil vi vie dette Glas,
thi hans Slot staar, som hans Vugge,
paa den danske Skueplads.
Og om den vi her vil sige
alt det bedste, vi formaa:
Hvis den sank — saa lad den stige!
hvis den vakler — gid den staa!
Blæs, du Gud, som Scenen værner,
fra dens Himmel hver en Sky!
hold i Glans dens gamle Stjerner
og gjør Plads dog for de ny!
Er der dem, som gaa og gnave
om at Drømmen er forbi,
dem, som rydde vil din Have
for at plante Kaal deri,
send en Satyrflok, som sparker
dem med Bukkefod paa Dør!
giv dem Kaal paa deres Marker,
men lad Kunst gro her som før!
Husk, din Have her er lille,
og pas godt paa hvert et Bed!
pluk det visne, kap det vilde,
men lad Blomsten staa i Fred!
Dine Roser, dine Lillier
skjænk en lang og dejlig Maj!
lad de fyrretyve Villier
ej gaa hver sin egen Vej!
Skaf et Publikum, som gjerne
følger Muserne paa Tog,
og en Kritikus med Hjerne,
som dog ej er altfor klog.
Der er dem, som er saa grumme,
grumme svære at forstaa;
o Apol! gjør dem lidt dumme,
at vi Smaafolk kan dem naa!
Giv os Digtere, som træde
kraftigt i de gamles Spor,
som vi følge kan med Glæde,
naar de føre os i Kor!
Aandens Vinger, Viddets Lanse
og et Hus, som er tilpas,
og en Hær af friske Kranse
skjænk den danske Skueplads!