Jens Christian Hostrup

Til Christian Mantzius,

Jeg kan huske dig, som igaar,

i din stumpede Trøje,

med dit lokkede, gule Haar

og en Skjælm i dit Øje.

Sammen sad vi ved Skolebord,

tygged sammen det tørre Fo’r,

sammen trøsted os Skjaldes Kor.

Jeg kan huske lidt længer hen

dine Ungdoms-Bedrifter,

da du skrev med en frugtbar Pen

theologiske Skrifter,

men til Theologiens Kval

pludselig bort dig til Scenen stjal,

Scharling slap for en slem Rival.

Jeg kan huske, da Stormens Kast

vilde Kransen dig røve;

og du, fældet, stod op i Hast

som Provinsernes Løve,

da du fynske Triumfer nød,

da dit Navn gjennem Jylland lød,

da man aad dig paa Smørrebrød.

Jeg kan huske, da Kongens Kald

atter drog dig tilbage,

da dig Musernes bedste Hal

ikke mer turde vrage.

Snelt du voxed, mens Tiden fo’r,

op til Templets Matador,

blev i Vægt og i Omfang stor.

Jeg dig husker i Lokkepragt

og med Ansats til Maane,

kastet bort — og i Ærens Dragt,

saa du Fjenden tør haane.

Altid dog du paa egen Fod,

altid dog som min Ven du stod,

altid tyktes mig Bunden god.