Den 5te Juni 1856
Mel.: Den tapre Landsoldat
Mel.: Den tapre Landsoldat
I Middagssolens Skin
den danske Mand sov ind,
paa Fædres visne Laurbær han hvilede sin Kind.
Et Skrig af Krigens Ravn
ham rev af Søvnens Favn,
han rejste sig og hævdede med Kraft sit gamle Navn.
Den femte Juni skrev han det — tvende Aar i Træk —
den første Gang med Blod og den anden Gang med Blæk;
og Skriften den var god,
saa fast og klar den stod,
da segned Fjendens Mod.
Ja Folket og dets Drot,
som enedes saa godt,
de bygged med hinanden en Vold om Danmarks Slot.
De sagde: Den skal staa,
og kommer Fjenden saa,
vi tænke nok, han knuse skal sin Pandeskal derpaa.
Den danske Mand ej atter skal dysses ind paa Stand,
nej selv han nu skal vaage og værge for sit Land
og vogte vel sin Arv
og frede om dens Tarv
og styrkes med dens Marv.
De Tider er forbi,
for Krigen er vi fri,
ja nu er vi med Tysken jo traadt i Kompagni;
det gaar jo ganske godt,
man skjændes kun saa smaat,
og nu har de lært Høflighed og kommer ej med Spot.
Men hændes og det Uheld, at Baandet gaar itu,
nu, om saa var, saa har vi vor Grundlov dog endnu,
og Dansken siger frit:
Hav Tak for den Visit;
men jeg beholder mit.
Vort lille, kjære Hjem,
af Havet voxet frem,
med Agrens rige Fylde og Skovens køle Gjem!
vor skjønne Fødestavn
med Freden i din Favn!
den danske Mand vil kæmpe for din Frihed og dit Navn.
For hver en Gjæst han aabner sin Dør saa højt, han kan,
men ingen er dog Herren i Huset, uden han.
Ja Taagerne skal fly,
en bedre Dag skal gry
i Frihedstræets Ly!