Til Marie Hauch med en Filipinegave
(Jan. 1854)
(Jan. 1854)
Foræringen — undskyld, den ej kom før! —
er ikke blot, som Giveren, lidt «tør»,
nej, De vil og erfare paa Minuttet,
at den, som han, er meget «indesluttet».
Dog det kan ogsaa være ganske rart
med Folk og Gaver af en egen Art:
man har lidt Møje med tilbunds at trænge,
og morer sig saa allenfals saa længe.
Man véd saa godt, som én og én er to,
at under Skallen skal en Kjærne bo,
og derfor fuld af Haab man Vej sig baner,
jo mindre man kan se, desmer man aner.
Saa skræller man da Gaven Lag for Lag,
saa flaar saa lumsk man Fyren Dag for Dag;
men faar tilsidst man Løn da for sin Iver?
nej, oftest, tror jeg nok, man narret bliver.
Dog, jeg vil ikke varsle Dem saa haardt,
pil De kun Skallen af os begge bort,
og er end Gavens Indhold ubetydeligt,
er Giverens maaske lidt mere frydeligt.
Efterskrift.
Jeg lagde Pennen bort, af Verset stolt —
nej stop! det blev dog alt for tørt og koldt!
saa tamt og tørt det tækkes ingensinde
min aabne, varme, ivrige Veninde;
Hun, som med Handsker intet tager fat
og aldrig bliver lunken eller mat,
som, skjønt hun med Madonnas Navn betegnes,
dog selv blandt Haucher for kolerisk regnes.
Hun, der lidt stolt af Hjertet, som hun har,
er mod sin Ven som Solen mild og klar,
men gram i Strid, fast som Magister Brøchner,
thi hun har Mod for tyvetusind Frøkner;
Hvis kjække Sjæl ej har paa Sletten Ro,
men higer did, hvor Gemsen sætter Bo,
i hvor Fossen bruser, og Laviner drøne,
thi — ærlig talt — De ligner ingen «Høne».
Ja De, Marie, hvem jeg har omtrent
i fem Aar set og i halvandet kjendt,
med hvem jeg tidt i Leg og Løjer kappedes,
med hvem jeg stundom og for Alvor nappedes;
De, som har ofte, naar mit Sind var tungt,
med Deres Ungdom atter gjort det ungt,
hvorfor en Gang Vorherre vil Dem lønne;
De bedre har fortjent, det vel jeg véd,
end lutter Vrøvl ad Væggen op og ned;
en Sang til Dem, naar jeg den skulde synge,
sig burde frit paa Hjertets Strømme gynge.
Og jeg Dem sværger — Ed jo hører til,
og her jeg sværge tør ved hvad De vil,
ved hver en Lysets Aand, som Dem besjæler,
ved hver Antipathi, hvorfor De kjæler —
Jeg sværger: Bag de mange Lag af Skjæmt,
er ogsaa her lidt varmt paa Bunden gjemt,
mit Venskab greb saa gjerne Lejligheden
og svang sig med en Takkesang fra Reden.
Den stakkels Fugl, som Reden er for trang,
den vilde gjerne flyve lidt en Gang,
men naar saa blot jeg prøver at befri’en,
saa kommer strax paa Timen Ironien.
Den gjør mig af de høje Tanker kjed,
den lærer mig at stemme Tonen ned,
thi skrives Vers, endog til Dem og Deres,
saa slipper ej de for at kritiseres.
Se, det er Grunden, hvis paa dette Blad
jeg ikke fløj saa højt, som just jeg gad;
hvad hjælper det, at alt jeg har fortrudt’et?
jeg er nu engang «tør og indesluttet».