Man har mig sagt, jeg selv det ej bedømmer
at Theologien er en farlig Sag,
og at dens Studium gjør Troen svag,
fordi det giver Tanken frie Tømmer,
kort — at det Hellige ved at betragtes
og daglig prøves paa Forstandens Vægt
tilsidst aldeles taber i Respekt
og kun som Vej til Levebrødet agtes.
O tro det ej! Vel enkelte der findes,
som, drevne af en filosofisk Aand,
snart blive vikled’ ind i Tvivlens Baand
saa dybt, at de paa Troens Øje blindes.
Og ogsaa andre jeg desværre kjender,
hvis Tanker aldrig over Jorden fløj,
som gribe alting fat med plumpe Hænder
og gramse paa Ideer som paa Tøj.
Men den, som gaar dertil med ydmygt Sind,
af ærlig Trang, fordi han haaber klarest
at kunne skue ved Fornuftens Skin
det, som ham højest er og dyrebarest,
han tør paa Videnskabens Porte banke,
ham kan den ikke skade paa hans Ro,
fordi han ejer i sin rene Tro
en Dommer over den urene Tanke.
Hans Gransken er et Livets Væld, hvoraf
han ikke stiller blot Forstandens Krav,
men hvor hans Hjerte kvæges ikke mindre.
Og mens sin Sjæls Erfaringer, den indre
lønlige Rørelse, han har oplevet,
han skuer følt og udtalt og beskrevet
og undersøgt af alle Tiders Mænd:
da lever i sig selv han dem igjen,
og dobbelt rigt, thi nu han ser det Baand,
der knytter hans til Menighedens Aand.
Saaledes skrev jeg fordum som Student,
og skjønt det sagtens ej er stort bevendt,
saa vil du sikkert ej Fragmentet vrage
som Minde fra en Vens Studenterdage.
Og du, der kæmper nu den samme Dyst,
dig, kjære Ven, jeg ønsker fra det høje
et Studium, saa dybt og varmt og lyst,
som det, der dengang svæved mig for Øje.